Sådan finder I børn og voksne til en ny gruppe
Hold et åbent arrangement
For flere af de nyere grupper i Det Danske Spejderkorps, har det vist sig at åbne arrangementer er en god måde at komme fra start på. Arrangementerne giver en pejling af interessen både blandt børn og voksne i området, og samtidigt er det er en god og uformel måde at komme i kontakt med lokalsamfundet på.
Erfaringen er, at det sjældent er et problem at skaffe børn, der gerne vil være spejdere, men at det i højere grad er udfordrende at skaffe voksne frivillige. Derfor er det også vigtigt, at I har fokus på det gode voksenfælleskab til at starte med. Husk at sætte tid af til, at I også får talt sammen og skabt gode relationer.
Før spejdergruppen officielt er stiftet, er en Facebookside en god kommunikationskanal. Her kan I løbende sende information ud, annoncere jeres arrangementer og dele information i Facebook-grupper for lokalområdet, skoler eller institutioner, der kunne være interesserede i jeres spejdergruppe.
De åbne arrangementer er typisk en forsmag på livet i en spejdergruppe og kan f.eks. bestå af bål og små aktiviteter for børnene samtidig med, at der er et fokus på at få snakket med forældre og potentielle ledere. Her fortælles om planerne for den nye spejdergruppe og behovet for deres engagement. Her er I også meget velkommen til at række ud til korskontorets konsulenter, som gerne hjælper med råd og erfaringer fra andre grupper, der har gjort det før jer.
Hold på de interesserede
Som opfølgning på de åbne arrangementer er det en god idé at udsende en mail til de fremmødte deltagere, hvor I fortæller, hvad de næste skridt i processen er, og hvordan de kan engagere sig som voksne. Det kan også være en god idé at indkalde til et opfølgningsmøde for interesserede voksne, hvor I kan komme et skridt nærmere på at skabe en stærk ledergruppe. Husk også at række ud til jeres netværk for at finde frivillige ledere. Måske er der interesserede forældre i skoleklassen, blandt naboerne eller blandt jeres gamle spejdernetværk?