Sådan gør vi hos os: Hjalte Gruppe spiser grøntsagsbaseret mad
En dag fik spejderlederne i Hjalte Gruppe et spørgsmål fra gruppens bestyrelsen: Hvordan arbejder gruppen med bæredygtighed?
Vidste du, at...
I 2024 udkommer en ny grøn kogebog fra Det Danske Spejderkorps.
Kogebogen handler om, hvordan man laver lækker bålmad – og hvor det alt sammen er grøntsagsbaseret.
Hvis du er interesseret i at vide mere om kogebogen, så læs med her eller tag fat i Tobias Lau, projektleder for bæredygtighed i Det Danske Spejderkorps, på tol@dds.dk eller på tlf. 8188 4281.
Spejderne begyndte i dagene og ugerne efter at diskutere med hinanden om, hvad de gjorde, og hvad de kunne gøre bedre. Der var forskellige idéer på bordet. De fandt ud af, at det smarteste var, at hver spejderleder, der havde lyst, kunne gå i den retning, de brændte mest for.
For spejderleder Rasmus Schmidt var det mad og spejdernes brug af fødevarer, han brændte mest for:
“Mad er jo en stor del af de globale drivhusgasudledninger - især kød. Og kød er en ret fast bestanddel af den danske spejderkultur. Bolognese og svensk pølseret er jo klassikere for almindelige spejdere”, fortæller han.
Rasmus tog ud til hver gren og arbejdede med dem for at få dem til at sætte sig nogle konkrete mål. Og flere var interesserede i at gøre noget mere:
“Jeg fandt ud af, at grenene bare manglede en anledning til at starte samtalerne om bæredygtighed. Og det er det, der i første omgang mangler, tror jeg; samtalerne om det. Inden jeg startede snakken med dem, tænkte jeg: ‘Ej, nu møder jeg en masse modstand’, men folk er faktisk ret klar.”
Først i klanen og siden i andre grene, begyndte spejderne at afprøve mere grøntsagsbaseret mad. Kødet blev skåret ned og spejderne blev – nogle gange til enkelte forældres undren – mætte, som de skulle.
Indsatsen peakede på spejderlejren i 2022, hvor deres 74 spejdere på lejren udelukkende spiste grøntsagsbaseret. Hjalte Gruppe har siden introduceret noget kød igen, især hvidt kød, som har en langt lavere CO2-belastning end rødt kød, som fx oksekød.
I dag estimerer Hjalte Gruppe, at de til gruppearrangementer spiser ca. 90 % grøntsagsbaseret - dog ofte undtaget pålæg.
“Det vigtigste har været at få startet samtalen i gruppen”, siger Rasmus. “Som bevægelse kan vi gøre rigtig meget. Og vi kan rykke meget hurtigere. Vi skal begynde at snakke mere om det allesammen.”