Sådan kommer ’Fremtidens Spejderhytte’ til at se ud
Fremtidens Spejderhytte er en del af Den A.P. Møllerske Støttefonds donation på 80 millioner kroner, som skal bidrage til at forny de fysiske rammer for de mere end 100.000 børn og unge, der hver uge mødes i spejdergrupper og FDF-kredse i en af landets ca. 1.200 spejderhytter.
Med i samarbejdet er foreningen Spejderne (og dens fem medlemskorps) samt Frivilligt Drenge – og Pige-Forbund, FDF. Det seneste års tid er der blevet indsamlet informationer og erfaringer fra foreninger, børn og unge samt ledere om, hvad en hytte og kredshus skal kunne set fra deres perspektiv. På baggrund af disse oplysninger, er der blevet skrevet et udbudsmateriale til konkurrencen, og fire tegnestuer har givet deres bud på, hvordan Fremtidens Spejderhytte skal se ud.
Hvilke tanker er der bag vinderdesignet?
Arkitektfirmaet LETH & GORI har sammen med Rønnow Arkitekter og VEGA landskab skabt et koncept som nytænker den klassiske spejderhytte i både form og funktion. Designet har fokus på at åbne hytten mere op mod omgivelserne og ’som trækker naturen ind og inviterer spejdere til at være udenfor’ bl.a. ved at have en udendørs bålplads som ’omfavnes af spejderhytten i et stort koncentrisk omslag’.
Derudover er Fremtidens Spejderhytte tænkt, så den tilbyder aktiviteter både inde og ude, oppe og nede. Overdækkede terrasser og udearealer i ly og læ af regnen og vejret, shelterpladser under den store åbne tagkonstruktion. Spejderhytten er en stor værktøjskasse med skuffer, skabe og opbevaringsrum, der kan folde sig ud og åbne op for skiftende anvendelser og fleksibelt brug. Overalt på hyttens facader er der skabt underlag for ophæng, kroge og beslag, der muliggør opmagasinering af udstyr, inventar, økser, billeder, potter og pander, fund fra skoven, årer til kanoerne eller andet udstyr.
Læs mere om arkitekternes beskrivelse af designet
“Fremtidens spejderhytte skal være bæredygtig, give rum til aktiviteter og fællesskab samt skabe bro mellem inde og ude. Designet er nytænkende, samtidig med at man ikke er i tvivl om, at det er en spejderhytte. Jeg håber, spejdergrupperne vil tage godt imod det,” fortæller Morten Gade, generalsekretær i Det Danske Spejderkorps.
Hytten er 63m2 stor (inkl. depotfaciliteter) og er baseret på et modulært system af geometrisk identiske moduler, som giver mulighed for at tilpasse og skalere hyttens omfang og funktioner til den enkelte lokalforenings ønsker og behov. Byggematerialet er primært træ og designet gør det let at vedligeholde og reparere.
Hvordan ansøger vi om at få tildelt en ’Fremtidens Spejderhytte’?
En eller flere samarbejdende lokale spejder- eller FDF-foreninger kan ansøge Den A.P. Møllerske Støttefond om at få doneret ’Fremtidens Spejderhytte’ i perioden 1. december 2023 og frem til den 18. februar 2024.
Minimumskravet til ansøgningen er, at ansøger skal kunne synliggøre et konkret behov for at erstatte eksisterende nedslidte faciliteter, eller at ansøger mangler faciliteter til faste ugentlige aktiviteter til foreningens børne- og ungeaktiviteter. Derudover skal ansøger have mulighed for at bygge en ny hytte på en velegnet grund med forsyningstilslutning til el, vand og bortledning af spildevand. Grunden skal være ejet af foreningen selv eller være lejet med en uopsigelig brugsaftale af længere varighed.
Foreningen forventes desuden at bidrage med frivillig arbejdskraft og egenfinansiering i et vist omfang til en række konkrete stedsspecifikke omkostninger fx ifm. rydning af grund samt tilslutning til el, vand og kloak.
Den 1. december vil der blive åbnet for ansøgninger via www.apmollerfonde.dk/ansoegning
Hvis ikke, du er en af de op til 25 foreninger, som får doneret en hytte af Den A.P. Møllerske Støttefond, er der efterfølgende mulighed for at få adgang til tegningerne og selv stå for finansieringen af opførslen af en ’Fremtidens Spejderhytte’.
Har du spørgsmål om ansøgningsprocessen?
Vi har samlet de oftest stillede spørgsmål på denne side
Du kan desuden deltage i en times webinar den 28. november kl. 17:00, hvor der vil blive givet en introduktion til Fremtidens Spejderhytte og hvor ansøgningsprocessen vil blive gennemgået. Tilmeld dig via linket.
Du kan også kontakte projektkonsulent Sofie Ilsøe Sjöblom sofie.sjoblom@spejderne.dk, for at blive guidet i ansøgningsprocessen.