Sådan bliver din dag (måske) på Spejdernes Lejr
7:30 Vækning
Solen er allerede stået op over lejrpladsen, da du vågner. Du tænder op under havregrynene i gruppens køkken, mens en af de andre ledere vækker spejderne.
Et par af de større spejdere går i en af de badecontainere, der er stillet op rundt omkring på pladsen for at få et varmt bad.
Sammen med spejderne spiser I morgenmad i jeres gruppes område. Imens vinker I til en flok engelske spejdere, som ligger lige ved siden af jer. De skal i dag på en af de forberedte vandreture i området, så de er allerede på vej afsted.
Sammen med spejderne får I vasket op efter maden. Inden aktiviteterne starter, er der mulighed for refleksion. Nogle holder en lille morgensamling og lægger op til eftertanke ud fra lejrens refleksionsmateriale. Andre vælger at bruge det ekstra kvarter på at spise morgenmad.
9:00 Aktivitet
Efter morgenmaden følger I spejderne til aktivitetsområdet. De skal i dag på ”kultur-rejsen”, hvor de skal lære om grænseområdet og andre lande rundt omkring i verden. Kultur-rejsen er en af to heldags aktiviteter, som spejderne skal på. Det er lejren, der arrangerer dagene, men enkelte af lederne skal med og være ”rejseledere” for spejderne.
Rejsen består af en række poster, hvor spejderne skal lære om andre kulturer og lave aktiviteter, der forbindes med landene.
9:30 Fri aktivitet for ledere
Efter at have afleveret spejderne og din lederkollega ved aktivitetsområdet, går du sammen med en anden leder ind til Knudepladsen midt i lejren. Den er lejrens centrale torv og emmer af liv fra stande, caféer og det store supermarked. Men i første omgang går I over pladsen og videre til Oasen, som ligger lige ved siden af. Det er fordybelsesområdet, hvor der under hele lejren er plads til refleksion og udvikling.
I skal til et foredrag med tips og input til, hvordan man bedst håndterer spejdere med ADHD. Det er bare et af de mange tilbud til ledere, seniorer og klanmedlemmer. Nogle er emner, der udvikler dig som leder – mens andre er aktiviteter med mere fart på og fysiske udfordringer.
12:00 Frokost på Knudepladsen
Efter oplægget er I blevet sultne. Efter nogle dage med lejrmad har I lyst til et alternativ, så I går tilbage til Knudepladsen. I bestiller mad i caféen, og sætter jer udenfor og spiser, mens I kigger rundt på torvet. I den ene ende af torvet kan i fornemme lyden fra radioen, der sender fra deres åbne studie.
12:30 Cykeltur ind til byen
I får lyst til at tage en tur ned i Sønderborg by for at købe en is. For at komme nemt og bæredygtigt frem og tilbage går i over Knudepladsen, hvor kommunen har 1.000 cykler til udlån. I låner en cykel hver og sætter kurs mod havnen midt i Sønderborg by.
Fra Knudepladsen hopper I på cyklen og triller af den nyanlagte sti langs Als Sund ned til byen. På stien nyder I en flot tur langs vandet og kommer nemt ind til centrum af Sønderborg uden at skulle ud på større veje. Stien går helt fra den nordligste ende af lejrpladsen langs vandet og ind til Sønderborg Havn. Undervejs er der flere udsigtsplatforme og nedgange til stranden, hvor I kan nyde den flotte udsigt over sundet.
14:00 Vandretur på skanserne ved Dybbøl
I tager cyklerne over Christians X’s bro og op af vejen op til Dybbøl. Fra Historiecentret midt mellem skanserne fra krigen i 1864 begynder en af lejrens officielle vandreruter. Under lejren kan de findes på hjemmesiden som digitale spor, der kan følges ved hjælp af en mobiltelefon. Undervejs er der små stop, hvor I på telefonen finder info om de steder, I stopper.
Turen går op og ned af bakkerne med skanserne fra slaget om Dybbøl. Fra toppen af bakkerne har I en fantastisk udsigt over Als på den ene side og vandet syd for på den anden side. Nede på vandet kan I se flere spejderbåde, der er ude med spejdere, der nyder det gode vejr. Efter et par timers vandren i området, hopper I på cyklerne og ruller tilbage til lejrpladsen.
17:30 Mad over bål
På vej tilbage til jeres gruppe afleverer I cyklerne på Knudepladsen. Tæt ved teltet, hvor der lånes cykler ud, ligger supermarkedet. Det er stedet, hvor I frit kan hente mad til jeres gruppe. Det er med i lejrprisen, og det er muligt løbende at hente mad, så der undgås madspild. Det eneste, der er begrænsning på, er kødet.
Tilbage ved jeres gruppe laver I mad sammen med spejderne, mens de fortæller om deres dag på ”rejse”. Maden laver I på klassisk spejder-manér over bål.
19:30 Fælles lejrbål med nabogrupper
Denne aften er der ingen store arrangementer. I har derfor aftalt med et par af de andre grupper i underlejren, at I holder fælles lejrbål. I slår jer ned omkring bålet sammen med en gruppe baptist- og pigespejdere samt englænderne, I vinkede til i morges. Alle har taget et lille indslag med, og selvom I ikke er fra samme korps og samme land, hygger spejderne sig.
21:30 Spejderne i posen
Efter det lille lejrbål er det tid til at få spejderne i seng. Mens I putter dem, har I udsigt til den smukkeste solnedgang over Als Sund, som ligger lige bag jeres lejrplads.
Find nyt på spejderneslejr.dk
Dette er et bud på, hvordan en dag som leder på Spejdernes Lejr 2017 kan se ud – med udgangspunkt i, hvor planlægningen er nu. Der er dog fuld fart på organisering og planlægning i disse dage, så følg med på spejderneslejr.dk, hvor du løbende kan finde nyt om aktiviteter, faciliteter og meget andet.
Masser af aktiviteter
Uanset om man er 6 eller 99 år, vil der være en række spændende aktiviteter på lejren.
Rejser: For de 6-17-årige bliver der to heldagsaktiviteter kaldet ”rejser”. Den ene handler om andre lande og grænseområdet. Den anden om vild naturvidenskab. Begge rejser er obligatoriske for de 10-17-årige og tager en hel dag. For de 6-9-årige samles de to rejser på én dag.
Fabtown: Er en projektby for de 18-23 årige. Her kan du få hjælp til at lave dit eget projekt, lave et projekt for en lokal forening/virksomhed eller være med på et af lejrens byggeprojektet – fx skal der bygges shelters og fugleskjul.
Frie aktiviteter: For alle aldersgrupper bliver der en lang række frie aktiviteter, der udfordrer og udvikler uanset alder.