Sådan gør vi hos os: Minigrenen hos Reden 5. Aalborg
Hvad er I for en gruppe?
Vi er en gruppe i Aalborg med omkring 100 medlemmer, heraf en god ledergruppe på 20-25 mand.
Vi går meget op i, at gruppen har et rigtig godt sammenhold, hvilket vi prøver at opnå bl.a. ved at blande spejderne på tværs af grene, når vi er på gruppetur. Det giver også de største spejdere mulighed for at lede de små og lære dem nye egenskaber, hvilket går godt i tråd med, at vi gerne vil have, at børnene lærer af hinanden.
Del jeres erfaringer
Sådan gør vi hos os er et fast koncept på dds.dk, hvor ledere fra hele landet giver en præsentation af deres spejdergruppe eller gren. Vil jeres gruppe dele ud af jeres erfaringer? Så send en mail til web@dds.dk
Vi har også fællesmøder i løbet af året, hvor grenene skiftes til at afholde møde, og spejderne blandes på tværs af grenen for at løse opgaver. Disse møder løber af stablen på den dag, hvor grenen, der afholder mødet, har normalt møde. Vi afholder seks af disse møder i løbet af året (Familiespejder, Mikro, Mini, Junior, Trop & Klan).
Både vores gruppetur og fællesmøder har hjulpet rigtig meget med vores sammenhold i gruppen, og man ser meget sjældent, at grenene holder sig for sig selv, når vi er på tur.
Hvor længe har du været spejderleder for minispejdere?
Jeg har været spejderleder for minier fra 2008-2016, først i Terndrup Gruppe og siden i Reden 5. Aalborg.
Var der noget, du var usikker på, før du startede som minileder?
Inden jeg startede med at have minispejdere, havde jeg kun haft tropsspejdere. Jeg var derfor meget nervøs for, om min tålmodighed kunne klare at lære minispejderne tingene. Dette blev dog hurtigt gjort til skamme, da de kunne meget mere, end jeg troede. Derudover var de rigtig glad for at have fået en ung leder, der gad og mosle (jysk synonym for at "tumle", red.) med dem, da de indtil da havde haft to damer som ledere, der ikke moslede så meget.
Har du et godt råd til nye miniledere?
Spring ud i det! De kan mere, end man tror, og de er rigtig sjove at være ledere for.
Hvad er det vildeste, du har oplevet, at minierne kunne?
Noget af det vildeste, jeg har oplevet i forhold til konkrete færdigheder, var på en af vores sommerlejre. Her lærte jeg om formiddagen en minispejder at binde besnøringer, og dagen efter havde han hjulpet juniorerne (vi havde ingen trop på dette tidspunkt) med at bygge et spisebord og bundet omkring halvdelen af besnøringerne, som var enormt stramme. Det var dælme hurtigt, han begyndte at være så skrap til det.
På et ikke-praktisk niveau har jeg haft et par stykker, som på trods af en alder på 8-9 år er gået ind som patruljeledere, kunne lære videre til de andre, og har fået spejderne til at opleve at være en enhed, som var sammen om at løse opgaverne.
På de otte år, jeg har været minileder, har jeg haft fem spejdere, som virkelig var gode til dette. På et tidspunkt havde jeg tre det samme år – det år var det meget nemt at være minileder, da man altid kunne stole på, at hvis ikke de andre forstod det, når jeg forklarede det, så skulle de tre nok få det vist til deres respektive patruljer.
Hvad skal minispejderne opleve hos jer?
Minispejderne skal opleve, at de får mulighed for at udvikle deres evner til at forstå og lære, og samtidig skal de opleve, at de bliver lyttet til.
Jeg har altid gået meget op i, at lige meget hvilken gren, jeg er leder for, så skal spejderne altid føle, at de er en del af det, og ikke bare kommer, og så bestemmer vi det hele. Det tror jeg også er, hvad der har været med til at udvikle dem til at kunne styre patruljer og samarbejde bedre. Nemlig at de allerede fra en tidlig alder bliver taget med på råd i større eller mindre grad.
Hvad gør I hos jer for at give spejderne medbestemmelse?
Vi tager dem med på råd og lytter til, hvad de synes. Eksempelvis når vi har skullet have madlavningsmøder, har vi bedt hver patrulje om at komme med tre forslag, som de godt kunne tænke sig at lave. Eller på håndværksmøder har vi givet dem et tema, og så har de selv bestemt, hvad de skulle lave ud fra det.
Det gør også, at spejderne føler mere, at det er deres projekt i stedet for noget, vi siger, de skal lave.
Har du et hemmeligt trick, der gør et møde eller en tur ekstra fed?
Medbestemmelse og inddragelse er altid noget, der gør møder og ture ekstra fede!
Har I en tradition, som andre minigrene kunne gå gavn af?
Vi bruger spejdernavne fra Junglebogen. Det plejer ungerne at synes, er rigtig sjovt, og de går meget op i, hvilken prøve de skal ”besejre” for at få deres spejdernavn.
Har du en aktivitet i ærmet, som bare altid virker?
Aktivitetsbingo: 15 – 20 opgaver skrives op på en tavle, de giver 1-3 point afhængig af, hvor besværlig opgaven betragtes. Aktiviteterne kan være ting som ”Tænd et bål”, ”Bind 5 Knob”, ”Indtegn to kompaskurser på et kort” osv.