Sådan laver I god mad til mange
Der er mange ting, som er vigtige at overveje, når du skal lave mad til 100 mennesker. Du kan selvfølgelig anskaffe dig 10 hjælpere, så opgaven blive lettere for den enkelte, men da du formentlig ikke har mere end, hvad der svarer til et almindeligt køkken til rådighed, får klaustrofobien hurtigt overtag.
Nøgleordet er dermed ikke flere personer i køkkenet, men derimod planlægning og erfaring.
Overblikket giver menuen
"Madholdet!" er et team, der har specialiseret sig i at lave god mad til mange på større spejderarrangementer som kurser og løb. Når teamet bliver booket til et arrangement, begynder planlægningen altid små to-tre uger før arrangementet.
Mange starter med at finde på idéer til forskellige anretninger, men det er ikke den bedste måde at gribe sagen an. Rådet lyder i stedet: Lav en plan over, hvilke måltider der skal serveres, og hvor mange mennesker der skal bespises til hver af måltiderne. Derefter går alting meget lettere.
Beregning af madmængder til spejderlejre
På nettet findes der forskellige mængdeberegnere. Fx denne.
Derudover har nogle seje spejdere udarbejdet detaljerede Excel-ark, hvis der virkelig skal planlægges.
- Solaris' store madberegnings-ark (NB! Er lavet til sultne piger og drenge)
- Øresund Divisions magiske Excel-ark (inkl. opskrifter, udarbejdet til divisionslejr)
Når først du har en plan over de enkelte måltider, kan du begynde at brainstorme over, hvilken menu du vil servere. Husk dog på, at det ikke er alle køkkener, der har flere ovne og et overflødighedshorn af redskaber, så gå efter en menu, som ikke kræver en masse specialudstyr.
Asteroidebælte af medister
Derudover er der fuldstændig frit slag! Vær kreativ, og forsøg at gøre maden sjov, eventuelt med et tema. Hvorfor give minispejderne medister og kartoffelmos, når temaet er ”rummet”, og du i stedet kan servere en flot gul kartoffelmos-planet med et asteroidebælte af medister rundt om? I 2012 serverede ”Madholdet!” da også en 9 meter lang citron fromage i tagrende – simpelthen fordi det var muligt. Og lidt skørt.
Fif til bedre mad:
- Morgenmaden: Husk frugt og gerne også grønt fx agurkeskiver. Fuldkornsmærket brød.
- Madpakkehånden: Man skal huske 5 ting til frokosten - groft brød, fedtfattigt pålæg, fisk, grønt og frugt
- Gryderetter: Dobbelt så mange grøntsager som kød, f.eks. 200 g grønt og 100 g. kød pr. person
- Gå efter nøglehulsmærket
- Husk sunde mellemmåltider - fx en grov bolle, nøglehulsmærket knækbrød og frugt
- Drik vand til alle måltider
- Husk et sundt alternativ, fx udskåret frugt, når der serveres slik og kage
Hvor meget skal jeg lave?
Et af de store spørgsmål handler om mængder: Hvor meget spiser en minispejder kontra en voksen leder? Sjovt nok er det Madholdets erfaring, at der faktisk ikke er den helt store forskel. Til et aftensmåltid, så gå gerne efter en samlet måltidsvægt på ca. 400 gr. pr. person. Der vil være nogen, som absolut ikke kan spise så meget, men omvendt vil der også være mange, som kan. På en tur med mange aktiviteter og masser af frisk luft er det vigtigt, at alle kan gå fra bordet fuldstændigt mætte.
Sultne børn giver børn med hjemve, og sultne ledere giver dårlig stemning, så det kan godt betale sig at lave lidt mere mad, end du umiddelbart regner med bliver spist.
Sidst, men ikke mindst, så gå i gang med at lave mad i god tid. Det er bedre, at frikadellerne skal holdes varme i ovnen, end at minierne får aftensmad kl. 22.
Alternativ madplan:
Kokken Simon Vestford give her et par gode råd til at lave lækker og billig mad til mange.
Kan du koge pasta, skære nogle grøntsager ud og smøre en mad? Hvis svaret er ja, så er mulighederne uendelige for et godt måltid. Missionen er blot at træde ud af sine vante rammer. Et solidt måltid skal gerne bestå af: 40% grøntsager, 30% stivelse og 30% protein inkl. fedt.
Tænk sæson og tænk forud. Går du i supermarkedet, vil der altid være grøntsager, som er i sæson og derfor billigere. Der vil altid være tilbud på fx hele kyllinger (øko naturligvis), store stykker kød, mel, æg etc. Jo mere du gør selv, desto billigere bliver det.
Involver børnene: Lav din egen pasta, sæt børnene til at skrælle kartofler eller pille hele kyllinger. Giv dem en dejlig oplevelse med mad og ikke mindst den tilfredsstillelse, der er i at lave noget med hænderne og spise det bagefter.
Menuforslag:
Aftensmad dag 1:
Kogt/stegt kylling med kartofler, råkost, persille og et simpelt brød
Frokost dag 2:
Kartoffelmadder med mayo
Aftensmad dag 2:
Kyllingesuppe med daggammelt brød
”Madholdet!” har siden 2009 specialiseret sig i at lave god mad til mange mennesker. Holdet omfatter seks faste spejdere og et par hjælpere, som nyder udfordringen i at levere god mad til mange mennesker i køkkener der af og til give visse udfordringer. Denne artikel er oprindeligt bragt i ledermagasinet Wide.