Samarbejde under ekstreme forhold
"Vågn op! Vi skal væk! Her er krokodiller!"
En stemme trænger ind i Sanne Elidsbo Hansens tunge søvn. Det tager hende et øjeblik at finde ud af, hvor hun er. Mørket og varmen slutter sig tæt omkring hende. Lyskeglen fra hendes pandelampen rammer to reflekterende øjne i vandoverfladen. Og så to mere.
Adventurerace er en ekstrem sportskonkurrence, som ofte foregår over flere dage og over lange distancer. I et adventurerace indgår forskellige udholdenheds-sportsgrene. Det kan fx være terrænløb, mountainbiking, langrend, rulleskøjteløb eller kanopadling .
Med et går det op for hende: hun befinder sig i en gummibåd på en flod midt i Costa Ricas jungle! Hvor de fleste andre nok stadig ville tro, at de drømte, ved Sanne udmærket, at det er virkelighed. Hun griber resolut fat i en pagaj. I al hast ror Sanne og hendes tre holdkammerater væk fra krokodillerne.
Sanne og resten af Team Merrell er på Adventure Race i Costa Rica. De har tilbagelagt 65 km i kajak på åbent hav frem og tilbage til en ubeboet ø, hvor de har løbet orienteringsløb i en gammel fængselsruin. De har gået og løbet 70 km gennem Costa Ricas tætte jungle i temperaturer, der minder om, dem der kan opleves i en sauna. Derefter har de tilbagelagt 140 km på mountainbike op ad stejle bjergsider i bagende sol. Alt sammen inden for de sidste 80 timer.
Så det er ikke mærkeligt, at Sannes krop skriger af udmattelse. Så da floden så rolig ud, beslutter Sanne og hendes holdkammerater sig derfor at tage sig en tiltrængt powernap. Sanne falder i søvn med det samme. Men mere end ti minutter får hun ikke sovet, før krokodilleøjnene i vandoverfladen igen sætter adrenalinen på spurtløb i hendes blodbaner.
Holdånd og samarbejde
"Det, der gør adventurerace spændende, er, at man aldrig ved, hvad der venter én", fortæller Sanne. Hun sidder nu fredeligt i forårssolen på en fortovscafé på Nørrebro i København - et sted, hvor krokodiller kun forekommer i mareridt.
Adventurerace er en holdsport, der består af en lang række discipliner - fx løb, klatring, rulleskøjter og mountainbiking. Et bærende element i adventurerace er orientering, fortæller Sanne: "I bund og grund er det en konkurrence om at finde vej i naturen hurtigst og komme hurtigst igennem disciplinerne som hold." Samarbejdet på holdet er essentielt for at komme gennem løbet, forklarer Sanne: "Man hjælper hinanden hele tiden. Vi har meget specifikke roller på holdet i forhold til, hvem der gør hvad." På holdet har de forskellige styrker og svagheder, fortæller Sanne. Holdmedlemmerne kender hinanden rigtig godt og ved, hvordan det står til hos hinanden.
Når man går helt kold
Som oftest er adventureraces meget lange. I Costa Rica tilbagelagde Team Merrell 500 km i løbet fire en halv dag.
Selvfølgelig kan man ikke holde humøret oppe i så lang tid, siger hun: "Alle på holdet kommer til at være nede på et eller andet tidspunkt". Medlemmerne af Team Merrell er derfor meget opmærksomme på hinanden undervejs på løbet. "Vi tager rygsækken for den, der er gået kold, og giver ham mad. Vi kan trække hinanden med et træksystem. Vi opmuntrer hinanden, kommer med peptalk og fortæller skøre historier for at få humøret op."
Sanne fortæller, at man kan være så udkørt på et adventurerace, at man bare har lyst til at give op og bare lægge sig ned ude i midten af ingenting.
"Men alligevel kører det altid i baghovedet - at du kan sgu ikke stoppe her, for så sidder du bare på en mark et eller andet sted, og der kommer man ikke nogen vegne. Heldigvis har jeg nogle rigtig gode holdkammerater, der kan få mig igennem disse perioder. Vi kender hinanden så godt, at vi ved, hvad der skal til for at få hinanden ovenpå igen".
"Det er samarbejde, når det er ekstremt", siger hun og tilføjer: "Alene ville man ikke kunne klare alle forhindringerne, men fordi vi er et hold, kan vi hjælpe hinanden igennem."
Team Merrell blev startet i 2010. Siden da har holdet deltaget i ca. 20-25 danske og udenlandske adventureraces. Holdet består af seks medlemmer, der skiftes til at deltage på de forskellige adventureraces. Skofirmaet Merrell sponsorerer holdet - derfor navnet Team Merrell.
Et uovervindeligt hold
Sanne fortæller om, hvordan hendes holdkammerat hjalp hende ned ad et 100 meter langt frithængende reb:
"Jeg var så træt, at da vi kom hen til stedet, kunne jeg ikke overskue at skulle derned. Jeg sad og prøvede at overtale mig selv, men kunne simpelthen ikke. En kammerater satte sig hen og gav mig noget og spise og hjalp mig ned ved at tale til mig hele vejen". Og pludselig var Sanne nede og havde nu igen energi til at fortsætte: "Det giver rigtig meget energi at overvinde en forhindring. Det giver også energi på holdet at have gjort det sammen. Det er, som om holdet bare er uovervindeligt. Så kan vi alt sammen", fortæller hun. "Når man så kommer i mål, er det lige før, man bare har lyst til at danse rundt, selvom man ikke har mere energi tilbage i kroppen!"
Det er det at sidde i mål med fødder, der er svulmet fire størrelser, og have følelsen af at have klaret mere, end man nogensinde troede, man kunne, der får Sanne til at bruge 20 timer om ugen på sporten. Også de smukke naturoplevelser i den fjerne og utilgængelige natur, som løbene foregår i, får hende til at blive ved. "Det er helt sikkert en sportsgren, der kræver en viljestyrke, der siger spar to", fortæller Sanne og forklarer, at de inden løbet i Costa Rica trænede på en motionscykel i en sauna for at vænne sig til varmen.
Adventurespejd
Selvom Sanne ikke er spejder, har hun hørt om adventurespejd. Og hun kan se mange paralleller mellem adventurespejdløbene og adventureracene: "Udfordringen har de til fælles. Samarbejde, fysisk aktivitet og at opleve naturen har de også til fælles - og så det med bare at hoppe ud i tingene".
Ved siden af Sannes fire numre for store fødder, kan alligator-vabler godt ligne pedicure-behandling. Men selvom Sanne har prøvet det, der er mange gange hårdere end vores adventurespejdløb, synes hun, at det kunne være sjovt at deltage i et spejderløb. Hun indrømmer, at hun og holdkammeraterne nok ville blive udfordret på helt andre måder, end de er vant til.
"Men som adventureracer har man jo den tilgang, at så springer man bare ud i det, så hvorfor ikke?"