Seven summits: Danmarks bjerge på 24 timer
Du har måske hørt om The Seven Summits? De syv højeste bjerge på verdens syv kontinenter. At bestige dem koster umanerlige mængder penge, tid og slid på flysæder.
Koncept: Sådan forløb ekspeditionen
De tre spejdere besøgte det højeste punkt på syv forskellige landsdele. Selve bestigningen af hver top skulle starte i havniveau. I bil kørte spejderne derfor til det nærmeste hav/fjord for hvert punkt. Her blev bilen parkeret, og spejderne fortsatte med cykel og evt. til fods, hvis stigningen blev for skrap. Turen gik opad, indtil GPS’en viste, at højdemetrene var nået.
Alligevel er det ikke længere et særsyn, når nogen lykkes med bedriften. Knap 500 mennesker har efterhånden klaret The Seven Summits, siden amerikaneren Richard Bass i 1985 blev den første til at stå på det højeste punkt på hvert kontinent.
Men hvor mange kender du til gengæld, der har besteget The Seven Summits of Denmark? I sommer kastede spejderne Mike Danielsen, Jonas Dose og Troels Lund lidt adrenalin og tryllestøv over hverdagen, da de afsatte en weekend og et begrænset budget til et mikroeventyr mod toppen af Danmarks bjerge.
Drengenes rute
Lørdag kl. 05.30 - Rytterknægten (162 m.o.h)
Højeste punkt på Bornholm
15,23 km fra nærmeste hav til toppen
Lørdag kl. 10.10 - Kobanke (122,9 m.o.h)
Højeste punkt på Sjælland
9,37 km fra nærmeste hav til toppen
Lørdag kl. 12.13 - Aborrebjerg (143 m.o.h)
Højeste punkt på Sydhavsøerne (Møn, Lolland og Falster)
3,12 km fra nærmeste hav til toppen
Lørdag kl. 16.34 - Frøbjerg Bavnehøj (131 m.o.h)
Højeste punkt på Fyn
16,77 km fra nærmeste hav til toppen
Lørdag kl. 20.47 - Salgjerhøj (89 m.o.h)
Højeste punkt på Mors
1,1 km fra nærmeste hav til toppen
Søndag kl. 00.04 - Knøsen (136 m.o.h)
Højeste punkt i Nørrejyske Ø (Nordjylland)
12,77 km fra nærmeste hav til toppen
Søndag kl. 04.07 - Møllehøj 170,86 (m.o.h)
Højeste punkt i Danmark
17,51 km fra nærmeste hav til toppen
Man behøver ikke langt væk
Der skulle ikke meget forberedelse fra de fik idéen, til et eventyr gennem hele landet i bil og på cykel var i gang. Fra Bornholm til Nordjylland.
“Formålet var også at få set mere af Danmark. At se naturen her hvor vi bor, i stedet for at man altid skal langt væk”, siger Mike Danielsen.
Selvom de højeste bjerge i Danmark (eller bakker, som de hedder på jysk) ikke er lige så majestætiske, som dem man kan finde andre steder i verden, har turen været sjov.
“Det mest pudsige var, hvor lidt der var gjort ud af flere af toppene. Det højeste punkt på Sjælland, Kobanke, var knap markeret og stod som en knold midt inde i en skov”, fortæller Jonas Dose.
Det tog vennerne 23 timer og 19 minutter i alt at bestige The Seven Summits (of Denmark).