Sjove vinteraktiviteter
Hvis det sner:
Hvis der falder sne udenfor, så er det oplagt at udnytte det til at have det sjovt med, eftersom at sne jo ikke falder hver dag i Danmark. Men sørg for at gøre det, når sneen er forholdsvis frisk og ikke daggammelt slud, ellers er der ikke meget sjov i det.
Byg en KÆMPE snemand. Prøv at se hvor stor I kan gøre en snemand med de begrænsede snemidler, vi har. Man kan tematisere snemanden til at være en spejdersnemand, en halloweensnemand eller måske en julemand.
Sneboldkamp! På med handskerne og så handler det bare om at tyre William lige i skallen med en hård snebold med sten og grus. Han fortjener det sgu, den møgunge. Det er en fremragende mulighed for at komme af med nogle indeklemte følelser, hvor folk ikke kommer helt vildt meget til skade.
Byg en iglo. Det er jo lidt et ambitiøst projekt, men prøv lige at tænke på hvor voldsomt fedt det ville være at have bygget sin egen iglo. Desuden er I jo af den danske trops støbning og derfor kan I jo helt sikkert gøre det med lidt vilje. Hvis man bygger en lille skorsten, kan man faktisk også sagtens have et bål eller en lille ovn derinde!
Hvis det regner:
Man kan vælge to ting i regnvejrsscenariet. Man kan søge indenfor som en juniorspejder eller møde regnvejret head-on med regntøjet og gummistøvler. Vand er slet ikke så farligt endda og kan gøre ting meget sjovere.
Byg en sauna. Konceptet er egentligt rimelig simpelt. Byg en form for kasse, som kan dækkes af med presseninger. Det kan være svært at gøre det 100% tæt, men det behøver man nødvendigvis heller ikke. Lad en af siderne være løse, så man kan bruge den som indgang. Smid nogle sten i et bål og flyt dem ind i ”saunaen” når de har ligget der i et par timer. Saml dem i midten og smid noget vand på, så det damper godt. Hvis I ligger tæt på vandet, kan man evt tage en dukkert et par gange imens. Ellers kan man også stille en spand med koldt vand, man lige kan hælde over sig selv. Hvis regnvejret holder, kan man jo også bare stille sig i det.
Hvis vejret egentligt er fint nok:
Den danske natur er stadig rigtig flot, selv når bladene falder af. Mange af vandreturene i Danmark er stadig super fede og det kan godt svare sig at udforske det danske land sammen.
Tag på vandretur. Sørg for at pakke jer selv ordentligt ind, da temperaturen godt kan falde en del, selv her i Danmark. Sheltere er der nok af i Danmark og her sørger man også for at komme langt væk fra den kolde jord, hvilket hjælper med at holde varmen om natten.
Geocaching. Det klassiske ”spil” er stadig i levende live og kan også hjælpe med at få udforsket nærområdet. Det er også sjovt at finde ud af, at der måske sidder caches i nærheden af dig og måske på steder, hvor du går forbi hver dag.
Hermed var der lidt forskellige muligheder, man kan foretage sig i løbet af vinteren, uanset vejret. Hvis man har lyst til at få aktiviteterne lavet for en, kan man også tage af sted på et af de mange løb i løbet af vinteren. Læs mere om dem her