Skab ledelsesudvikling i gruppen
Det er vigtigt, at man som leder bliver udfordret og føler, man bliver bedre, lærer nyt og har mulighed for flere eller andre ansvarsområder. Det skal være udviklende at være leder i Det Danske Spejderkorps.
Denne artikel er et uddrag fra bogen Den gode gruppe – en guide til at udvikle spejdergruppen. Du kan sikkert finde bogen i jeres hytte. Ellers findes den også på spejdersport.dk.
Ledelsesudvikling er mange ting. Det kan både være at lave en udviklingsplan, at gå på opdagelse i gruppens værdier, at have en hyggelig aften på tur sammen eller blive udfordret i en teambuilding-aktivitet. Og så er ledelsesudvikling at tage på kursus, at dyrke sit netværk og at holde samtaler med lederne.
Ledelsesudvikling sker sammen med andre
Gruppelederne har en særlig opgave i at være opmærksom på behovene for udvikling i ledergruppen, men også bestyrelsesmedlemmer kan være med til at løfte gruppen og iværksætte initiativer for både bestyrelse, ledere og forældre m.m. i gruppen. Ledelsesudvikling sker ikke i et tomrum – den enkelte leder bliver kun bedre sammen med andre. Og udvikling finder kan kun finde sted, hvis den enkelte leder har lyst og energi til det.
Det kan ofte være øjenåbnende at planlægge aktiviteter sammen med lederne i de andre afdelinger, og man kan også overveje at rotere ansvarsområder i ledergruppen med mellemrum, så man ikke altid har de samme opgaver eller er ansvarlig for den samme afdeling. Dog skal opgaven stadig matche ens interesse og kompetencer.
Send lederne på kursus
En anden måde at tænke ledelsesudvikling ind i gruppens liv er gennem uddannelse. Der er i korpset hvert år mange kursustilbud af meget forskellig karakter, der kan give nye perspektiver og indsigter. Derudover har kommuner, Dansk Ungdoms Fællesråd, den lokale gymnastikforening el. lign. også en række tilbud, jeres ledere kan benytte.
Støt jeres ledere, bestyrelsesmedlemmer og hjælpere og forældre i at komme på relevante kurser. Har I skabt en tradition for, at ledergruppen tager på kurser, så støtter det ofte den enkeltes motivation. Sørg også gerne for, at I har flere ledere af sted på samme kursus. Så bliver det sjovere, det skaber sammenhold og man kan bedre lære af hinanden og dele det i praksis i gruppen. Der er kurser både i divisionsregi og nationalt.
Er det ikke lige et kursus, men hjælp til basale færdigheder eller inspiration, jeres ledere efterspørger, så tilbyder mange divisioner dette fx på deres ledermøder på tværs af grupperne. Eller man kan forhøre sig hos divisionen, om de kender til relevante grupper, der kan hjælpe med et særligt emne og måske komme på besøg i gruppen eller omvendt.
Unge spejdere med interesse for ledelse kan også tilbydes uddannelse for at vække deres lyst til at blive ledere, men det må aldrig blive en skjult antagelse, at de så skal indtræde som ledere i gruppen.
Mentorordninger
I kan også arbejde på at indføre en mentorordning internt i gruppen. Det kan være gavnligt i hverdagen, når man mangler lidt konstruktiv feedback eller et par ideer til noget, man er ved at arrangere eller har arrangeret. Det kan fx foregå ved, at en erfaren leder bliver mentor for en med mindre erfaring. Mentorordninger er også en god måde at sikre et godt indkøringsforløb for nye ledere. Det er dog ikke nødvendigvis kun den mindre erfarne leder, der kan få noget ud af en mentorordning – den erfarne leder får mulighed for at få et par friske øjne på, og det kan ofte give nye og overraskende vinkler.
Brug jeres netværk
Ledelsesudvikling er også, når gruppen søger inspiration eller inspirerer andre lokalt. Nogle divisioner tilbyder lederudvikling eller gruppeudviklingshjælp. Og en gruppe, der fx er ekspert på et særligt område, vil ofte gerne have besøg af andre grupper, hvis de bliver spurgt, ligesom mange gerne vil hjælpe, hvis de bliver spurgt personligt.
Flere steder i landet netværker en stor gruppe med én eller flere små. Det betyder, at ledergrupperne kan lade sig inspirere af hinanden. Og rent praktisk betyder det fx også, at den store gruppe kan tilbyde pladser på udlandsture, som de har arrangeret.
Udviklingssamtaler
Det kan være en rigtig gode idé at afholde udviklingssamtaler for lederne. Samtalerne kan med fordel holdes halvårligt eller årligt. Ledersnakken skal give indblik i de enkelte lederes trivsel og ønsker for fremtiden. På den måde har lederne ofte lejligheden til at reflektere over egne opgaver og muligheder. Samtidig sørger samtalerne for, at gruppeleder og forperson hele tiden har fingeren på pulsen.
Samtalerne kan gøres på mange måder. Nogle grupper sætter sig sammen forperson og gruppeledere og indkalder alle ledere til en samtale om, hvordan den enkelte leder har det med at være leder i gruppen, og om der er andre ting som vedkommende gerne vil prøve kræfter med fremadrettet.
I andre grupper går gruppelederen en tur i forbindelse med et arrangement i gruppen og tager temperaturen på den enkelte leder. Andre steder prioriterer gruppelederen at afholde samtaler med en hel afdeling på samme tid og taler med dem som en samlet enhed. Dette kan være en fordel, hvis gruppelederen har særligt fokus på sammenhæng grenene i mellem.
En løsning derimellem er, at gruppeledelsen hvert andet år tales enkeltvist med lederne, og hvert andet år afholder møder med de enkelte afdelinger. Er man kreativ kan man også afholde udviklingssamtaler som del af et løb eller en Woopjagt.
Udviklingssamtaler tager tid, men de kan være et rigtigt godt redskab til at få klarlagt, hvor de enkelte ledere står og særligt, om nogle af dem har mod på nye udfordringer. At indføre udviklingssamtaler er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at man så ikke behøver at beskæftige sig yderligere med ledelsesudvikling og kontakt til de enkelte ledere/lederafdelinger. Løbende dialog slår til enhver tid årlige samtaler.