Sociolog: ”Gruppedynamikker fungerer ikke rationelt”
”Hvis folk er absolut forskellige og bliver ved med at insistere på, at de er det, så er der ingen gruppe. Man skal i et vist omfang kunne svinge sammen.” Sådan siger sociolog og kulturforsker, Bjørn Schiermer. Han fortsætter: ”At være i en gruppe handler om fornemmelsen af at dele noget.”
Grupper kommer i utallige udgaver. Uanset udgave og udformning er der kollektive energier i spil. Energier, som binder os mennesker sammen, og som er i spil hele tiden. Bjørn Schiermer pointerer, hvordan vi mennesker fx intuitivt ønsker at gøre det samme som andre. Han siger: ”Hvis du fx tager til januarudsalg og står der i køen. Der er et rush af mennesker. Pludselig løber menneskene den ene vej, og så føler man en irrationel tilskyndelse til at løbe med. Det tror jeg, de fleste kender.”
Men fællesskabsfølelsen kan også opstå ud af det blå i andre sammenhænge. Bjørn Schiermer giver eksemplet, at man som passager sidder i sin egen verden i bussen. Pludseligt sker der noget – en griner, buschaufføren siger noget – og dermed skabes et social rum, hvor man trækkes ud af sin verden og ind i det fælles rum, der spontant er opstået. Fællesskaber kan med andre ord opstå alle steder.
Vi deler noget
Men der skal mere til, hvis gruppen skal blive ved med at være en gruppe. De skal holdes sammen af noget – fordi man deler noget. ”Grupper bliver oftest holdt sammen af objekter. Det interessante ved det er, at det symbol, begreb, objekt eller ideologi, man samles om, bliver vigtigere alene fordi, man samles om det. Et bestemt objekt, flaget fx, kan blive helligt. Det kan få en ukrænkelighed, som helt klart ikke ligger i flaget selv – det er jo bare et stykke stof. Men alligevel gibber det i en, hvis det bliver brændt af.”
Symboler kan altså få en særlig attraktion. Et modeobjekt kan være populært i en tid, men hvis man møder det igen tre år senere, ser det helt forkert ud. Den fascination, man følte engang, lå ikke i objektet – det lå i gruppen af mennesker.
Symboler, ritualer, arbejdsdeling, afgrænsning
Bjørn Schiermer har ikke selv været spejder, man han kan tydeligt se nogle klare gruppemarkører i spejderverdenen. ”Fx tænker jeg, at Baden-Powell fungerer som et kollektivt symbol for spejderne. Hvis nogen udefra ville genere Baden-Powell, ville man internt begynde at aktualisere ham som symbol, og han ville givetvis få ekstra meget betydning,” fortsætter Bjørn Schiermer.
Bjørn Schiermer
Bjørn er ph.d. og lektor ved Københavns Universitet, hvor han underviser og forsker i sociologi og kultur. Han har skrevet ph.d. om imitation og kreativitet.
Men det er ikke kun symboler, der binder grupper sammen, det gør ritualer også. ”Udover Baden-Powell er der vel også en del ritualer i den enkelte gruppe, som kan bruges til at frembringe gruppefølelse,” siger han.
Ritualer bygger ifølge sociologen på forskellige former for rytme. Pointen er, at man helt konkret skal svinge godt sammen i en gruppe. Bjørn Schiermer uddyber: ”Næsten alle de situationer i livet, som vi føler intensivt, er nogle, vi deler med andre, og hvor vi ligesom svinger i samme rytme – altså noget, hvor der er ritualer.”
Ud over symboler og ritualer kan arbejdsdeling også styrke gruppefølelsen, fordi man bliver afhængige af hinanden. ”Man kan også organisere det sociale udefra ved f.eks. at sikre en arbejdsdeling. Hvis folk samles om at løse nogle fælles opgaver, så holder det det sociale sammen,” fortæller Bjørn Schiermer, inden han fortsætter: ”Spejderbevægelsen har begge dele – der er både et element af ritualer og ceremonier, der giver en fælles rytme, og samtidig er der former for samarbejde, kollektive opgaveløsning.”
En fjerde afgørende faktor, der kan være med til at samle en gruppe og gøre den stærk, er afgrænsning. Det vil sige det, at man til en vis grad definerer sig selv som gruppe i forhold til noget, man ikke er.
If. Bjørn Schiermer er afgrænsning desværre en vigtig gruppefølelsesfremkaldende faktor – ’desværre’, fordi man derved risikerer at få et lukket fællesskab. Men han understreger samtidig, at ikke alle grupper definerer sig selv gennem afgrænsning. Han peger på eksemplet med situationen i bussen, hvor der netop opstod et fællesskab, som ikke byggede på en afgrænsning. ”I bussen opstår der en eller anden form for gruppefølelse – om ikke andet så er følelsen flygtig. Men flygtige fællesskaber er helt klart fællesskaber”, fortæller han.
Samtidig understreger han, at flygtigheden i sig selv kan være gavnende: ”Flygtige former for gruppedannelser kan nemmere overskride sociale grænser.”
Grupper er ikke til at styre
Gruppedannelser og gruppeenergier er svære at styre. Og hvis man ser på bestemte grupper eller moder, er der tidspunkter, hvor de er mere populære end andre.
Bjørn Schiermer understreger, at det er umuligt at forudsige en gruppes fremtid: ”Der findes ikke nogen opskrift på at holde gruppeenergier ved lige,” siger han. Det handler bl.a. om, at gruppedynamikker i høj grad fungerer ubevidst: ”Meget af dette med gruppedannelse og kollektive energier er i høj grad noget, der fungerer bag om ryggen på os. Det er ikke umiddelbart rationelt.”
Det eneste man kan, er, ifølge Bjørn Schiermer, at prøve sig frem. Men har dog to pointer, man kan arbejde ud fra: ”Grupper overlever ved at have stærke ritualer, der skaber fælles rytme, og ved at give folk fornemmelsen af at være vigtige i et fælles projekt. Det er to gode råd, som både gælder den lokale spejdergruppe – men også spejderbevægelsen som sådan. De gælder på alle niveauer i virkeligheden.”
Fremtidens grupper
Til spørgsmålet om, hvordan fremtidens gruppe ser ud, og hvordan vi mennesker vil samles fremover, lyder svaret: ”Generelt er vi mennesker med i flere og flere grupper – og tilbringer kortere og kortere tid i hver gruppe. Vi er højere grad samlet om klart definerede fascinationer. Når det er sagt, er der stadigvæk grupper som f.eks. familien, der er et blivende fællesskab,” slutter Bjørn Schiermer.