Spejderdagen 2021: At tage ansvar
Husker du sagnet om Sankt Georg? Det gør du garanteret! Den seje ridder, der tog sagen i egen hånd, da alle andre flygtede og endte med at redde prinsessen fra den ildspyende drage. Uden at forvente belønning.
Jep, Sankt Georg er absolut en helt. En helt, fordi han turde at tage ansvar, selvom det havde været lettere for ham at lade være.
Men Sankt Georg er ikke den eneste, der tager ansvar og gør tanke til virkelighed. Alene i Det Danske Spejderkorps er vi 36.000 seje spejdere, som tør at tage ansvar. Tage ansvar for os selv, hinanden, naturen, vores fællesskab og det samfund, vi er en del af.
Vi tager ansvar for os selv ved at sige fra og sige imod, når der er nogen, der overskrider vores grænser – når der er nogen, der behandler os dårligt og gør os kede af det.
Vi tager ansvar, når vi trøster vores ven, der har hjemve, når vi går forrest med at løse opgaven i patruljen, og når vi i skoven med kort og kompas forsøger at guide de andre sikkert hjem til hytten igen.
Vi tager ansvar, når vi samler skrald i naturen og tager bæredygtige valg, og når vi engagerer os i lokalsamfundet og inviterer til åbne spejderdage i gruppen.
Ansvar handler om at have modet til at turde. Hver gang vi tager ansvar, tør vi lidt mere næste gang. Og hver gang vi tager ansvar, bliver vi lidt klogere på os selv og andre mennesker.
Nogle gange kan det virke frygtindgydende at tage ansvar. For hvad nu hvis vi ikke lykkes? Selvom ting ikke går, som vi havde planlagt, så går det for det meste alligevel. Og hvis det ikke går, så går det over. Med tiden glemmer vi vores fejl, men vi glemmer aldrig, hvordan vi tog det ansvar, der fik os til at vokse.
Et gammelt ordsprog siger, at ansvar ikke er noget, man får, det er noget, man tager.
Derfor skal vi give plads til dem, der ikke tør til at starte med. Vi skal være gode til at skabe rum til, at flere tør at tage ansvar.
For det er ikke alle, der har lige nemt ved at tage ansvar. Måske kender du én, der ikke helt tør at gå forrest, fordi han er bange for at fejle? Måske er hun bange for, at andre bliver sure, hvis noget går galt? Eller at folk kan lide ham mindre, hvis han ikke udfører opgaven perfekt?
Det er vigtigt, at vi hjælper hinanden - også når vi fejler. Når man har taget ansvar og fejlet, bare en enkelt gang, så er det også nemmere at sætte sig ind i, hvor svært det kan være at have ansvar.
Vi skal huske på, at lysten til at tage ansvar er meget større, hvis det er okay at fejle. Og vi må gerne fejle – for hvis vi aldrig gør det, betyder det, at vi aldrig prøvede. Og at vi aldrig tog et ansvar for hinanden.
Dagen i dag skal minde os om at støtte hinanden, bakke op og give plads. At være der for de andre – især, når det ikke lige går som planlagt. Sankt Georg tog ansvar for mange hundrede år siden, og vi gør det stadig i dag.
Rigtig god spejderdag. Det er fantastisk at have jer tilbage i spejderland.
Med spejderhilsen,
Kristine & Mathias
Spejderchefer