Spejderdagen 2023: Modet til at gøre en forskel
Sagnet om Sct. Georg er skrevet for rigtig mange år siden, og du har garanteret hørt det mange gange. Det handler om den seje ridder, som redder prinsessen fra dragen. Men hvad hvis historien var skrevet i dag? Ville den så være skrevet på en anderledes måde?
Sagnet er i dag stadig en god historie, fordi det minder os om, at vi skal hjælpe hinanden – både dem vi kender, og dem, vi endnu ikke kender. Det er en god påmindelse.
Men sagnet om Sct. Georg er også mange år gammelt, og det er på flere måder ret gammeldags og passer ikke længere på den verden, vi lever i.
For i dagens Danmark er der ikke prinsesser i fare, som har brug for at blive frelst af seje riddere.
I dagens Danmark er der heller ikke piger, som har behov for at blive reddet af drenge.
I dagens Danmark er der børn og unge af alle køn, som bakker op om hinanden, støtter hinanden og hjælper hinanden med mange forskellige opgaver.
Det er det, som sagnet om Sct. Georg minder os spejdere om: At vi hjælper hinanden – alle sammen. For til spejder trøster vi, hvis en af os har hjemve, eller hvis en ven slår sig på asfalten. Vi hjælper hinanden med at pille løg, snitte dem i små stykker og lave en chili sin carne over bål. Vi bakker hinanden op, når vi kan mærke, at vores ven har brug for det, og vi støtter hinanden, så ingen føler sig alene eller udenfor.
Til spejder er det ikke nødvendigt, at vi snakker om køn. Og vi gør det heller ikke særlig meget. Hos os er det en selvfølge, at alle kan klatre i træer, hugge brænde, binde besnøringer, lave mad over bål og tage den efterfølgende opvask. For til spejder er det muligt at indtage lige præcis den rolle, man vil, og som er med til at løfte fællesskabet.
Hos os er det vigtige ikke, hvem der udfører hvilke opgaver, men at vi husker at hjælpe hinanden, så ingen får en følelse af at stå alene. Spejder handler om at gøre noget godt for andre, tage ansvar og hjælpe, fordi det er det rigtige at gøre. Præcis som i det gamle sagn, hvor Sct. Georg hjælper prinsessen uden at få noget for det.
I dag er der ikke længere udsatte prinsesser, som har brug for at blive reddet af seje riddere. Men der er masser af børn og unge, som har brug for at blive hjulpet, holdt i hånden og bakket op af en ven.
Det har vi alle brug for.
Rigtig god spejderdag.
De bedste hilsner
Kristine & Mathias
Spejderchefer