Spejdergrupper sætter skub i integrationen i Helsingør
I Helsingør har to spejdergrupper startet et integrationsprojekt med formål at vise kommunens flygtninge, hvad dansk foreningsliv er for en størrelse. De to spejdergrupper, Prins Hamlet og Ålsgårde Søspejdere, tilbyder hver anden søndag 2-3 timers gratis spejderaktiviteter for lokale flygtningebørn og -unge samt de forældre, der har lyst til at være med.
Spejderne har foreløbigt lavet aktiviteter med børnene tre gange nu, og indtil videre har det været en succes, fortæller Louise Roum fra Prins Hamlet Gruppe:
Aktiviteter de laver i Helsingør
- På opdagelse i naturen. De yngre børn er fx vilde med at kigge efter liv i den lille lokale sø udstyret med fiskenet, lupper m.m.
- Fysiske lege. Dåseskjul, fangelege m.m. er et hit blandt de yngre børn.
- Samarbejdslege. Fx at føre en hulahopring rundt i en rundkreds, hvor alle holder i hånden.
- Bål. Bål er altid et hit. Men hvis man vil øve båltænding, skal der være plads til at dele børnene op i mange små grupper.
- Snitteaktiviteter. Aktiviteter som at snitte et navneskilt er populært både de yngre og ældre.
- Forskellige friluftsaktiviteter. Børnene har prøvet træklatring med sele og reb. Derudover er planen, at børn og unge skal prøve kræfter med forskellige søaktiviteter med Søspejdernes fartøjer.
”På de første møder har vi haft omkring 15 børn og unge på besøg. Og vi forventer, der kommer flere med. Vi kan mærke, at børnene kan lide aktiviteterne og synes, det er sjovt at være i naturen. Allerede på andet møde kom en af drengene og spurgte, om vi kunne holde det hver søndag i stedet, fordi det var så sjovt at være til spejder.”
Aldersopdelte aktiviteter
Møderne går med helt almindelige spejderaktiviteter som træklatring, bål og samarbejdslege. Men det er vigtigt, at der er aldersinddelte aktiviteter, fortæller Louise Roum:
”Aldersmæssigt er der et større spænd, end man har til et normalt spejdermøde i en gren. Vi fandt også hurtigt ud af, at det fx er svært at lave kreative aktiviteter med alle. Teenagerne føler sig for gamle til den slags og gider ikke. Derfor laver vi nu altid en særlig aktivitet for de unge, der er over 12. Vi holder dog fælles velkomst og afslutning.”
Derudover har spejderne en ambition om at komme i gang med naturaktiviteter ved kysten og måske tilbyde de unge at komme med ud at sejle på søspejdernes både.
Sådan har de gjort i Helsingør
Spejderne bag projektet har bl.a. samarbejdet med Helsingør Kommune, som har hjulpet spejderne godt i gang.
Gennem kommunens Integrationsråd har spejderne fået kontakt med andre lokale kræfter, som arbejder med flygtninge, og som har kunnet vejlede spejderne til at komme godt i gang og nå ud til de lokale flygtninge.
Tidligere projekter i Helsingør
Det er ikke første gang, at spejderne i Helsingør laver projekter, som rækker ud over spejdergruppen.
- I 2015 arrangerede spejderne en aktivitetsdag for flygtninge på det lokale ankomstcenter.
- I 2016 byggede gruppen et shelter for hjemløse på herberget Stubben.
Prins Hamlet Gruppe har opstartet deres projekter - inkl. deres nuværende integrationsprojekt - i anledning af den årlige Tænkedag.
For hver aktivitetsdag har spejderne oprettet Facebook-events, som er blevet delt i forskellige lokale netværk for flygtningene i Helsingør-området.
Økonomisk er projektet blevet støttet af Helsingør Kommune, Spar Nord Helsingør og Det Danske Spejderkorps' udviklingspulje.
Derudover har det lokale spejdercenter, Gurredam, udlånt forskellige materialer til aktivitetsdagene.
Skal nå ud over 'os-og-dem'
Projektet, som er udsprunget i forbindelse med årets Tænkedag, har tre mål.
For det første at skabe glade børn, for det andet at skabe gensidig kulturforståelse og for det tredje at lade foreningslivet danne ramme om et bedre samfundsliv, forklarer Louise Roum fra Prins Hamlet Gruppe.
"Med projektet vil vi gerne nå ud over den sædvanlige 'os-og-dem'-attitude og i stedet finde ind til, at vi er ens med forskellige kvaliteteter", fortæller Louise Roum.