Spejdermetoden for mikrospejdere
NB: Foråret 2017 blev der vedtaget en opdateret version af Spejdermetoden. Denne artikel tager udgangspunkt i elementerne i den tidligere metode, men er fortsat et godt udgangspunkt for at blive klog på godt spejderarbejde for mikrospejdere. Der arbejdes p.t. på at opdatere denne artikel og lignende materiale med udgangspunkt i den nye Spejdermetode.
1. Oplevelser
Skab oplevelser gennem forløb, tilpassede udfordringer, fantasirammer og sjov og begejstring på ture, ugentlige møder og lejre. Hold øje med, om spejderne trænger til nye udfordringer.
Oplevelser skaber gode historier i skolen, og gode historier giver flere spejdere.
2. Learning by doing
Når dine spejdere udfører og efterfølgende reflekterer over deres aktiviteter, lærer de.
Hav også spejderne med i planlægningen af udførelsen af aktiviteter. Sæt de ældste mikrospejderes viden og færdigheder i spil og lad dem lære fra sig.
3. Patruljeliv
Små faste patruljer skaber tryghed og kan overskues. Sørg for, at der altid er en voksen sammen med patruljen, som sørger for at støtte og udvikle spejderne. Patruljen er rammen for at lære at samarbejde. For mikrospejderne er det for stort et ansvar at være patruljeleder.
4. Friluftsliv
Det gode mikrospejderarbejde foregår udenfor, hvor der er plads til at hoppe, løbe, larme og klatre.
Naturoplevelser, naturkendskab og at lære at værne om og være i naturen er rigtig gode udfordringer for spejderen. Det er vigtigt at lære at være i regn og sne for at kunne få gode friluftsoplevelser. Friluftsliv er både vilde og udfordrende aktiviteter og nærværende og åndelige oplevelser i naturen.
5. Værdier
Tænk over, at du er rollemodel for spejderne. De værdier, du udstråler, er der meget stor chance for, at spejderne kopierer: de synes nemlig, du er megasej! Tal om spejderloven, når det passer ind - hvis I eksempelvis arbejder med kammeratskab eller med at værne om naturen. Tal med spejderne om, hvad kammeratskab betyder. For mikrospejdere er det især gennem samspillet med lederen og gennem de aktiviteter, vi laver, at de udforsker værdier. Det er gennem refleksion, at de opdager værdierne. Lange historier om værdier og spejderkultur er ikke attraktive mikroaktiviteter.
6. Medbestemmelse og ansvarlighed
Mikrospejderne vil gerne være med til at bestemme. Da de er meget i nuet, skal medbestemmelsen komme til udtryk på kort sigt ved at kunne vælge mellem flere muligheder, eller hvordan de udfører aktiviteten.
Hvis en mikrospejder ikke tænder på en aktivitet, vil det komme til udtryk og kan ødelægge hele aktiviteten. Giv derfor mulighed for medbestemmelse ved at have et par valgmuligheder i baglommen - ”du kan være med her eller gå på opdagelse efter dyr”. Lukkede valg er gode til mikrospejdere.
7. Aktiviteter og færdigheder
Inden du planlægger møder, bør du spørge spejderne om, hvad de gerne vil opleve til spejder, så din mødeplanlægning rammer deres interesser. Aktiviteter skal opleves som en helhed - forløb og fantasirammer hjælper til dette. Mikrospejderen lærer gennem sine sanser, gennem bevægelse og gennem eksempler, så det er vigtigt, at de voksne er engagerede i aktiviteterne.
8. Samfundsliv
Samfundsliv spænder vidt og foregår både i det danske samfund og ude i verden. Det kan være at lave naturaktiviteter for andre børn lokalt på Naturens Dag, invitere til fælles leg for byens børn til byfesten, tage på et asylcenter og lave aktiviteter med børnene der eller deltage i Spejderhjælpen i uge 39 og derigennem hjælpe børn ude i verden. For mikrospejderen er samfundsliv også at gøre gode gerninger, hjælpe til og bruge de færdigheder, de lærer til spejder, i fx skolen til at hjælpe andre. Samfundsliv er også at møde spejdere fra andre steder i Danmark og verden på store sommerlejre.