Spejdermetoden for minispejdere
NB: Foråret 2017 blev der vedtaget en opdateret version af Spejdermetoden. Denne artikel tager udgangspunkt i elementerne i den tidligere metode, men er fortsat et godt udgangspunkt for at blive klog på godt spejderarbejde for minispejdere. Der arbejdes p.t. på at opdatere denne artikel og lignende materiale med udgangspunkt i den nye Spejdermetode.
1. Oplevelser
Skab oplevelser gennem forløb, tilpassede udfordringer, alderssvarende fantasirammer, sjov og begejstring på ture, ugentlige møder og lejre. Oplevelser skaber gode fortællinger i skolen. Oplevelser er, når der skabes ny læring, underholdning, plads til fordybelse og forundring. At skabe oplevelser for minispejdere kræver, at du som leder skal have den enkelte minispejders udvikling for øje.
2. Learning by doing
Minispejderne skal opleve både at planlægge og udføre mindre og konkrete aktiviteter selv. Learning by doing sker i den refl eksion, der sker hos minispejderne, når de oplever udvikling. Sæt de ældste minispejderes viden og færdigheder i spil under aktiviteten og lad dem lære fra sig.
3. Patruljeliv
Små faste patruljer skaber tryghed og kan overskues. Her løser minispejderne overskuelige opgaver sammen og lærer at samarbejde og lytte til hinanden. Minispejderne skal opleve, at patruljen har indfl ydelse på og er med til at vælge, hvordan de løser opgaver. Og også opleve konsekvensen af valget og at turde fejle. Den voksne leder planlægger arbejdet og giver minispejderne mulighed for at påvirke programmet, engagerer sig, opbygger tryghed og tillid og støtter minispejderne – ofte lidt i det skjulte.
4. Friluftsliv
Det gode minispejderarbejde foregår udenfor, hvor der er plads til at hoppe, løbe, forundres, betages, larme og klatre. Naturoplevelser, naturkendskab og at lære at værne om og være i naturen er rigtig gode udfordringer for spejderen. Det er vigtigt at lære at være i regn og sne for at kunne få gode friluftsoplevelser. Friluftsliv er både vilde og udfordrende aktiviteter og nærværende og åndelige oplevelser i naturen.
5. Værdier
Tænk over, at du er forbillede for spejderne. De værdier, du udstråler, er der meget stor chance for, at spejderne kopierer: de synes nemlig, du er megasej! Debatter spejderloven, når det passer ind - hvis I eksempelvis arbejder med kammeratskab eller med at værne om naturen. Tal med spejderne om, hvad kammeratskab betyder, lad dem fortælle historier fra eget liv om at være en god kammerat. Minispejderne undrer sig over de ting, de møder i livet, lad dem fortælle, argumentere og debattere.
6. Medbestemmelse og ansvarlighed
Minispejderne kan og vil gerne være med til at bestemme. Giv spejderne mulighed for at få mindre afgrænsede idéer, planlægge og udføre idéerne og opleve konsekvensen af de valg, de tager. Det er for stort et ansvar at skulle lede en patrulje, men de ældste minispejdere kan i fx 3-6 måneder ad gangen lede klare og konkrete opgaver støttet af den voksne.
7. Aktiviteter og færdigheder
Inden du planlægger møder, bør du spørge spejderne om, hvad de gerne vil opleve til spejder, så din mødeplanlægning rammer deres interesser. Evaluer og reflekter løbende med minispejderne efter aktiviteter og forløb, så du ved, hvilke aktiviteter der virker. Aktiviteter skal opleves som en helhed — forløb og fantasirammer hjælper til dette.
8. Samfundsliv
Samfundsliv spænder vidt og foregår både i det danske samfund og ude i verden. Det kan være at lave naturaktiviteter for andre børn lokalt på Naturens Dag, invitere til fælles leg for byens børn til byfesten, tage på et asylcenter og lave aktiviteter med børnene der eller deltage i Spejderhjælpen i uge 39 og derigennem hjælpe børn ude i verden. For minispejderen er samfundsliv også at gøre gode gerninger, hjælpe til og bruge de færdigheder, de lærer til spejder, i fx skolen til at hjælpe andre. Samfundsliv er også at møde spejdere fra andre steder i Danmark og verden på store sommerlejre. Minispejderen har en alder, hvor de godt i mindre grad kan forholde sig til samfundet.