Spejdernes 6 tips til gode tropsaktiviteter
I en større undersøgelse blev 63 tropsspejdere fra 10 troppe spurgt, hvilke aktiviteter de kan lide, og hvilke der er kedelige. Og der viser sig nogle tydelige træk for, hvad spejderne synes er godt spejderarbejde.
Det er blevet til disse seks tips. Tippene kan både bruges, når I som tropsledere planlægger møder og ture – men er også ideelle til at hjælpe spejderne med at få disse elementer ind, når de selv planlægger aktiviteter og ture.
Spørg spejderne
Selvom der er klare fælles træk for, hvilke aktiviteter tropsspejderne kan lide, er noget af det vigtigste, at I som ledere spørger ind til jeres spejdere og får et billede af, hvad der netop tænder dem ved spejder. Her handler det også om at finde en balance mellem spejdernes selvbestemmelse, og hvor meget I som ledere planlægger.
Denne artikel er fra magasinet 'Den gode trop'. Find hele magasinet på issuu.com/spejder.
Bliv klogere på dine spejdere – spørg dem:
- Hvorfor er du spejder?
- Hvad er den bedste aktivitet, du har deltaget i? Hvorfor?
- Hvad er vigtigt for, at du har det godt til spejder? Hvorfor?
Skab rum for det sociale
Størstedelen af spejderne peger på fællesskabet som det allervigtigste til spejder.
Spejderne fortæller, at det er fedt, at møderne er så afslappede, og at der er tid til bare at være sammen og snakke sammen med de andre. Det er anderledes end hos juniorerne, hvor der var et tæt pakket program. Sommerlejr og kollektivuger er blandt de aktiviteter, som spejderne fremhæver er med til at skabe fællesskab i hele troppen.
”Min fedeste spejderoplevelse var vores cykelture på Spejdernes Lejr. Vi havde alle fået en cykel og cyklede rundt til de steder, vi havde lyst. Så spurgte man: ’Er der nogen, der har ideer til, hvor vi skal cykle hen?’ Det var fedt. Alle havde det hyggeligt og sjovt, og alle kom de steder hen, som de gerne ville.” Emilie, 15 år.
At skabe rum for det sociale, kræver, at der ikke er planlagt program for hvert minut på en tur eller et møde, men at der også indimellem er et frirum, hvor spejderne kan tilvælge hinanden, være spontane, uformelle og finde på aktiviteter i fællesskab.
Spejdernes 3 råd til, hvad du ikke skal gøre:
- Undgå skoleagtige aktiviteter, hvor vi bare sidder stille og lytter. Det er kedeligt og minder om skole.
- Lad være med at splitte mig og min gode ven ad. Noget af det, der gør det sjovt at være spejder, er at jeg er sammen med min bedste ven.
- Repetition og træning af de samme færdigheder er røvsygt. Vi gider ikke mere knobtræning i spejderhytten.
Tænk udfordringer på mange planer
En anden ting, der gør en aktivitet god, er at den er udfordrende. Aktiviteter kan være udfordrende på mange måder. Spejderne kan fx udfordres fysisk, intellektuelt, socialt eller på deres selvstændighed.
”En af mine bedste spejderoplevelser var sidste år på PLan, hvor vi havde en ’minus leder-dag’, hvor vi skulle klare os selv, fra vi stod op til næste morgen. Det var fedt, at vi kunne klare det selv, og vi selv kunne løse vores problemer. Vi var på hike og vi gik forkert, men vi fandt ud af det.” Leonora, 15 år.
Adventurespejdløbene er rigtig gode til at udfordre spejderne på forskellige måder, og det kan vi som ledere lade os inspirere af.
Spejderne synes, det er fedt at blive udfordret, fordi de dermed udvikler sig som personer og i patruljen. Udfordringselementet er ikke forbeholdt sommerlejre, løb eller PLan-kurser, men kan sagtens tænke ind i et almindeligt møde. Fx via konkurrenceelementer, eller ved at skrue på, hvor selvstændigt spejderne skal arbejde.
Vær udendørs og indtænk bevægelse
Der er stor enighed om, at udendørs aktiviteter med bevægelse er fedest. Nogle af spejderne synes også, det er fedt, når det er aktiviteter med fysisk kontakt. Særligt drengene lægger vægt på bevægelse i aktiviteter.
Her kan udendørs lege være oplagte. Tjek fx legen ’Freezer’ ud, der er både udeliv, bevægelse, taktik og fysisk kontakt.
Om vinteren kan det være svært for spejderne at komme ud af spejderhytten – her kan der være brug for et kærligt lederskub.
Aktiviteter med progression
Spejderne vil gerne lære noget og opleve progression, men det skal være gennem aktivitet.
”Jeg er blevet meget bedre til pionering og kort og kompas. Det var jeg ikke så god til som junior. Nu laver vi alle mulige sindssyge projekter, hvor man skal bruge sine færdigheder, og så tænker man WOW, det var fedt. Og så har man lyst til at gøre det igen”. Jonathan, 14 år
Det er fedt at opleve, at man udvikler sig og lærer nyt. Men det er vigtigt, at læringen er gennem aktiviteter. Møder, hvor spejderne primært skal lære gennem at lytte eller sidde ved et bord og træne fx knob, opleves som kedelige og skoleagtige.
3 spørgsmål I kan reflektere over på jeres næste tropsledermøder
- Hvilke aktiviteter har I størst succes med i jeres trop?
- Hvorfor tror I, spejderne er glade for netop disse aktiviteter?
- Hvad er vigtigt for, at jeres spejdere synes, det er fedt at være spejder?
Møder, hvor man skaber noget
Spejderne fremhæver også, at de gerne vil lave noget på møderne. Møderne skal være aktive, og særligt drengene synes, at møder er bedst, hvis der bliver skabt noget.
En populær aktivitet, hvor man skaber noget, er fx madlavning. Det er tilfredsstillende at opleve udviklingen fra råvarer til færdig treretters menu.
Andre aktiviteter kan fx være håndværksprægede, kreative eller tekniske.
Det er vigtigt, at der er en mening med opgaverne. Vil I fx træne båltænding, så brug bålet til at lave æbleskiver på bagefter. Undgå aktiviteter, der kun handler om træning – det synes, spejderne er kedeligt og meningsløst. Ønsker I fx at øve knob, så byg noget, hvor spejderne skal bruge knobene for at lykkes.
Det er vigtigt at ramme et niveau med aktiviteterne, hvor spejderne er udfordret, men stadig kan lykkes med opgaven. Det er her, det bliver rigtig sjovt.