Spejdernes historier: Kærlighed med tørklædet om halsen

Da skæbnen slog ned i London
I foråret 1978 var 15-årige Jan på ferie i London med sin mor. Feriens første dag gik med en rundtur i den engelske hovedstad, hvor gæsterne i bus blev taget med fra den ene til den anden turistattraktion.

Hen ad eftermiddagen nåede turistbussen Londons storslåede domkirke, Saint Paul’s Cathedral. På vej op i kirketårnet fik Jan pludselig øje på en gruppe engelske pigespejdere. Året før havde Jan været på internordisk lejr i Finland, hvor han var begyndt at bytte mærker på tværs af landegrænser. Han tog derfor mod til sig og begyndte at snakke med de engelske spejdere for at høre, om de havde et par mærker, de ville bytte for nogen af hans danske. En af de engelske pigespejdere var den 16-årige Janet. To år tidligere havde hun været på lejr hos en dansk gruppe i Aalborg, som denne forårsdag var taget på lejr hos de engelske spejdere – og den danske gruppe var derfor skyld i, at Janet nu var på vej op i kirketårnet. Men Janet havde ikke nogen mærker, hun ville gå af med på stående fod. Hun og Jan nåede derfor blot at snakke sammen i 5-10 minutter, inden Jans mor kom farende for at fortælle, at turistbussen var ved at køre – uden dem. Med det samme måtte mor og søn dreje om på hælen, mens Janet stod tilbage med Jans danske adresse og en aftale om, at hun nok alligevel skulle sende ham nogle engelske mærker, når hun kom hjem igen.

I løbet af de næste år skrev de to teenagere breve sammen, ringede sammen og besøgte hinanden nogle somre og til jul, inden Jan i 1982 friede til den 19-årige Janet hjemme hos hendes familie i den sydlige del af England. To år senere blev det unge par gift, hvorefter Janet flyttede med til Danmark, hvor de to spejdere en kort overgang blev ledere i Vipperød gruppe.
 

På en solskinsmorgen 25 år senere, kunne Janet og Jan fejre sølvbryllup – og dagen faldt på intet ringere end Blå Sommer 2009. Gruppens ledere havde planlagt, at Janet og Jan skulle vækkes tidligt i deres telt ved hornmusik og 200 spejderes skønsang. Det store show blev akkompagneret af Godthåbrevyen samt af den skotske nabolejres sækkepibehymner – noget, der trak perfekte tråde til Janet og Jans bryllupsrejse til Skotland 25 år forinden. Efter vækningen blev Janet placeret i Pink patruljes rickshaw, og Jan blev spændt for og trak Janet op til hjælpermessen, hvor der var anrettet morgenbord.

12 år senere hænger skjoldet fra æresporten, som hang på underlejrens indgangsportal, stadig i dagligstuen i huset lidt uden for Kalundborg.

Et tilfældigt møde og en vild koncert
En dag i 2003 stod 19-årige Morten og 17-årige Tine på hver deres perron på Hjørring Station. De var begge på vej hjem fra deres studier på henholdsvis HTX og kokkeskolen. De havde lagt mærke til hinanden i flere måneder, men det mellemliggende jernbanespor havde holdt dem fra nogensinde at snakke sammen. Den dag blev den sidste gang, de så på hinanden fra de modsatte perroner, for Tine havde besluttet sig for at flytte til København.

I 2004 var der Blå Sommer. Morten skulle afsted som leder og seniorspejder sammen med sin gruppe fra Brønderslev, og Tine havde fået lov at komme med sin gamle gruppe fra Frederikshavn.

En dag på lejren var Morten oppe for at hente noget brænde sammen med en kammerat. På tilbagevejen gik de to venner med en vogn mellem sig, da Morten stoppede brat op og tabte vognens håndtag. Som var det i en film kunne han nede i lejren se den blonde pige fra perronen i Hjørring, som han havde kigget på mange gange før.

De næste dage var Tine en masse nede i Mortens lejr for at besøge nogle venner, som var en del af Mortens klan. De to unge spejdere var til at starte med temmelig generte over for hinanden, men en aften fik Morten alligevel budt Tine på en øl i lejrens seniortelt - og selvom hun ikke drak øl, tog hun én alligevel. De efterfølgende dage sås de i seniorteltet, og en aften kom de til at sidde ved siden af hinanden. Deres spejdervenner var hurtige til at forlange et kys, og selvom de to spejdere ikke havde sagt mange ord til hinanden indtil da, endte lejren med, at Tine kunne mærke, at togturen hjem til København tog hende den forkerte vej – der var kommet noget, der trak hende tilbage til Nordjylland.

Fem år senere var Tine og Morten igen på Blå Sommer – sammen. En af dagene var Mortens gamle band blevet inviteret til at spille en koncert på lejren, og nede fra publikummet med 3000 andre seniorspejdere kunne Tine stolt kigge op på sin kæreste, der gav den gas bag trommesættet. Inden sidste nummer tog Morten pludselig en mikrofon i hånden – noget, som trommeslageren ikke ligefrem havde for vane. ”Tine, kommer du ikke lige herop?”, rungede det ud over det store publikum. Da Tine kom op på scenen, gik Morten på knæ og friede til hende, og under store klapsalver blev de to forlovet.

Brylluppet blev afholdt sommeren efter, og parret er i dag gift på 11. år bosiddende i Brønderslev med deres tre piger.

Fra ultimatum til drømmebryllup
Til et orienteringskursus på Stevninghus i 1983 var første gang, 17-årige Grethe og 16-årige Troels mødte hinanden. Over weekenden blev Troels venner med Grethe og et par af de andre fra hendes klan, og den lille gruppe besluttede efterfølgende, at de ville holde kontakten ved sende hinanden breve på tværs af landet.

Et halvt år senere besluttede Grethe og to andre fra klanen sig for at besøge Troels i Hedehusene. Det var starten på et venskab, hvor vennerne fra klanen de næste par år begyndte at fylde mindre, i takt med at Troels og Grethe begyndte at fylde mere for hinanden. I efteråret 1985 blev de kærester ved Troels’ spejdergruppes jubilæum, og de to teenagere begyndte at pendle mellem deres hjem to forskellige steder i Danmark.

I 1987 var langdistancen slut, da Grethe blev færdiguddannet og byttede Sønderjylland ud med Midtsjælland. Og så gik snakken om giftemål i gang. Men Grethe var et barn af sin tid, så da en ældre ven af Troels’ familie fik sagt, at det da også ville være fantastisk at få et så smukt og gammelt efternavn, som Troels’ jo var, gik Grethe i den modsatte grøft. Hun proklamerede, at hvis der var noget, hun ikke ville være, så var det en præmiekone med stamtavle – og hun mente i øvrigt, at hun sagtens kunne klare sig med sit eget efternavn, for faktisk sagde det hende ikke ret meget at blive gift.

For Trols var det en anden sag. Han ville giftes, inden de fik børn. Og de eventuelle børn var Grethe altså også lidt interesseret i. Alligevel stod de ved hver deres modpol. Grethe kom derfor op med et udspil, som hun regnede for umuligt, men som hun trods alt præsenterede for Troels: Enten skulle de giftes i Peterskirken i Rom eller også skulle brylluppet ske på en korpslejr. For Troels var drømmen om et spejderbryllup trods alt lidt tættere på end brylluppet i den italienske hovedstad, og efter få dage havde Troels snakket med borgmesteren i Kliplev, som indvilligede i at vie dem på Blå Sommer på Stevninghus – der, hvor de seks år forinden havde mødt hinanden.

Grethes udspil blev til virkelighed i 1989, hvor det unge par blev gift som de – så vidt vides – første i Blå Sommers historie.

Fra junior til for altid
I de fleste juniorgrene er der masser af sjov, snak og pjat imellem de unge tweens. Og tilbage i de sene 00’ere hos Erik Menved Spejderne var det heller ikke en undtagelse. To af spejderne var Mette og Simon, der i løbet af deres tid som juniorer blev rigtig gode venner.

Nogle år senere var de begge rykket op i troppen, og i sommeren 2010 var den normale sommerlejr blevet udskiftet med en vandretur til Skotland. Undervejs på turen begyndte det at slå gnister mellem de to teenagere, og en aften, hvor de lå alene på nogle klipper udenfor en grotte, var der ikke længere noget at tage fejl af.

Da Mette og Simon kom hjem igen, gik der kun tre uger, før Simon spurgte, om de to skulle være kærester.

Mette og Simon havde længe vidst, at hvis de en dag skulle giftes, ville Spejdernes Lejr være den ideelle location for brylluppet. For det var til spejder, de begge lagde allermest tid, havde deres allerbedste venner, og det var spejder, der betød allermest i parrets hverdag. Men da 2016 rendte ud i 2017, var der stadig ingen af de to, der havde friet, og de vidste begge, at hvis det ikke blev den sommer, så ville der gå endnu fem år, inden de kunne sige ’ja’ til hinanden. Og det var trods alt for længe at vente, mente Simon, der gik på knæ i det sene forår. Mette sagde ja, og pludselig havde de to travlt med at få et bryllup op at stå på bare to måneder.

Parret besluttede sig for, at brylluppet skulle være en overraskelse for hele deres gruppe, så da dagen oprandt, fik de derfor lokket spejderne med til lejrkirken under påskud af, at de sammen skulle deltage i en stor aktivitet. Da gruppen mødte op i kirken, kom det derfor som en glædelig overraskelse for spejderne, at aktiviteten var byttet ud med et bryllup. En gæst var endda blevet så forbløffet, at hun var i tvivl om, hvorvidt Mette overhovedet var indført i Simons bryllupsplaner, eller om bruden også ville få sig noget af en overraskelse, når hun mødte op i kirken. Mette var heldigvis indviet i planerne, og resten af dagen stod på fejring midt i skybrud, mudder, grillpølser, kage og kærlighed.