Den gode gruppe
Spejderprincipperne
Tre principper danner grundlag for vores arbejde:
- Spejderen selv / Den enkelte: Spejderen har ansvaret for sin egen udvikling
- Omverdenen: Spejderen viser respekt for medmennesket, er hjælpsom og viser ansvar overfor naturen og det samfund vi er en del af
- Det åndelige: Spejderen bestræber sig på at finde en tro, et åndeligt princip, der er større end mennesket.
Disse 3 principper genfindes i vores spejderlov, spejderløfte og motto:
Motto:
Vær beredt
Se spejderloven og spejderløftet (grundlovens §4.2 og §4.3) under afsnittet om DDS' Formål ovenfor.
FRA PRINCIPPER TIL PROGRAM
Udmøntningen af spejderprincipperne i program for spejderne uddybes i det følgende.
I forhold til spejderen selv vil vi i DDS arbejde for:
- at spejderen accepteres som et helt, ligeværdigt menneske, der har krav på at blive taget alvorligt, at blive respekteret og at få opfyldt sine behov
- at spejderen oplever, at alle får lige gode betingelser for at udvikle sig, ud fra egne behov og ønsker
- at spejderen føler selvværd, kender sig selv, og har styrken til at følge sin egen overbevisning
- at spejderen tror på, at alle har mulighed for at få indflydelse på egen situation
- at spejderen møder værdier og opøver færdigheder, der gør det muligt at skabe identitet og selvtillid.
- at spejderen går fordomsfrit til udfordringer
- at spejderen forstår betydningen af at leve sundt
- at spejderen påtager sig ansvaret for, at egne evner og muligheder udnyttes bedst muligt
- at spejderen lærer og erkender sammenhængen i samfundet samt sin egen placering og muligheder i denne sammenhæng
- at spejderen erkender, at mulighederne som menneske afhænger mere af holdninger og adfærd end af materielle goder
- at spejderen får mulighed for at udvikle evnen til selvstændig stillingtagen og evnen til at vurdere normer og påvirkninger
- at spejderen lærer at være et kreativt og musisk menneske og derfor opmuntres til at være idérig og skabende og til at finde nye løsninger frem for blot at acceptere det en gang vedtagne
- at spejderen i sin søgen efter udvikling drives af evnen til at motivere sig selv frem for af udsigten til anerkendelse eller belønning
I forholdet til omverdenen vil vi i DDS arbejde for:
- at spejderen kender og værdsætter vores danske og kristne kulturarv
- at spejderen prøver at forstå og respektere andre kulturer end den danske
- at spejderen viser respekt for andre mennesker
- at spejderen er hjælpsom, handler ansvarligt, viser omsorg og skaber glæde såvel over for sin familie, sine kammerater og sin omgangskreds, som over for de mennesker, man ikke kender,
- at spejderen erkender at den enkeltes handlinger har indflydelse på andres situation, og at samfundet bygger på, at vi deler med hinanden
- at spejderen søger at løse uoverensstemmelser ved frie drøftelser, hvor den enkelte ikke misbruger større erfaring eller formuleringsevne
- at spejderen hjælpes til at forstå, at fred og forståelse i verden tager udgangspunkt i spejderens egen dagligdag
- at spejderen værdsætter demokratiet som fundamentet for fællesskabet, at dialogen er demokratiets væsen, og at demokratiet kendes på dets behandling af mindretallet
- at spejderen udvikler evner til at deltage ansvarligt og aktivt i demokratiet og forstår, at handlinger eller mangel på sådanne har konsekvens,
- at spejderen erkender, at samarbejde i en gruppe medfører, at såvel gruppen som den enkelte når videre, end den enkelte kunne være nået alene
- at spejderen oplever og respekterer ligeværdighed mellem kønnene
- at spejderen dels oplever det værdifulde i, at drenge og piger på lige vilkår løser opgaver sammen, og dels får mulighed for at udfolde sig hver for sig på egne præmisser
- at spejderen oplever glæden ved naturen og dens righoldighed
- at spejderen gennem friluftslivet lærer at leve og færdes i naturen på naturens egne præmisser
- at spejderen forstår, at naturen er grundlag for den menneskelige eksistens, samt at menneskets indgriben kan føre til nedslidning og ødelæggelse
- at spejderen får lyst til at værne om naturen
I forholdet til det åndelige vil vi i DDS arbejde for:
- at spejderen søger efter en mening med tilværelsen
- at spejderen får mulighed for at overveje etiske og åndelige problemstillinger
- at spejderen søger efter åndelige værdier og sin egen tro
- at spejderen lærer at respektere andre for at gøre det samme
Spørgsmålet om den enkelte spejders tro er et spørgsmål til personlig afgørelse. DDS overlader det til kirker og trossamfund at forkynde. Der er i DDS plads til alle trosretninger.