Status på Medlemsservice
Ved alle it-systemer er der imidlertid også fejl og mangler efter en stor opgradering, således også ved Medlemsservice. Mange fejl og mangler er allerede blevet løst, men der vil også være nye fejl, der dukker op i takt med at flere brugere benytter systemet. Opdager du fejl, så tøv ikke med at melde dem ind til supporten på medlem@dds.dk.
Vi prioriterer at få løst de problemer, der berører flest medlemmer først. I denne status vil vi forsøge at samle op på netop den type fejl, som vi naturligvis arbejder på at få udbedret så hurtigt som muligt.
Udmeldte forbliver aktive efter udmeldelse
I nogen tilfælde forbliver en spejders stamkort status ´Aktiv’, efter de er blevet udmeldt. Det har den uheldige effekt, at de stadig figurerer i medlemslister og i statistikker som aktive.
Der er ikke nogen mulighed for, at enhederne selv kan rette en forkert status. Oplever man den fejl, skal det meldes ind til supporten på medlem@dds.dk.
Når fejlen i systemet er løst, foretager Korpskontoret en central oprydning.
Tilmelding til arrangementer, efter tilmeldingsfristen er udløbet
Hvis en pårørende eller en spejder er logget på Medlemsservice, har de adgang til at tilmelde sig et arrangement i egen enhed samt korpsarrangementer, selvom tilmeldingsfristen er udløbet.
Vi er helt opmærksomme på det uhensigtsmæssige i denne fejl og arbejder på, at få den løst hurtigst muligt.
Opkrævningsdage for kontingent
Systemet ser i øjeblikket bort fra de opkrævningsdage, I som enhed sætter på jeres stamkort for at tidsforskyde kontingentkørslerne i forhold til kontingentperiodernes start. I stedet for at opkræve kontingentet på opkrævningsdagen opkræves kontingent ved periodens start, uanset hvad enheden har angivet i deres opsætning.
Vi mener, at vi har identificeret fejlen og fundet en løsning, og at den er løst inden næste kontingentkørsel.
Manglende rettigheder
Langt de fleste rettigheder og roller kører problemfrit i systemet, men der er enkelte brugere, der melder om manglende rettigheder. Det udmønter sig fx i, at medlemmer oplever fejl, når de forsøger at udføre opgaver, som de plejede før opgraderingen, eller ikke kan tilgå lister og visninger som deres funktion bør give rettigheder til at kunne.
Det er desværre et kompleks puslespil, som vi hele tiden forsøger at optimere og justere under hensyn til, at man alene skal have adgang til at se de oplysninger, ens funktion skal bruge. Hverken mere eller mindre.
Hastighed i systemet
I den første periode efter opgraderingen var der udfordringer med hastigheden i systemet. Et problem vi efterhånden skulle være kommet til livs for langt de fleste brugere, da vi løbende har tilført systemet flere muskler. Vi får dog stadig meldinger om opgaver, der tager længere tid at udføre i systemet, end de burde. Her vil vi meget gerne blive klogere på, hvilke opgaver det drejer sig om. Derfor vil det være en hjælp, hvis I melder specifikt ind på medlem@dds.dk med så mange oplysninger som muligt. Det gør det lettere for os at identificere, hvad der udfordrer systemet og dermed lettere at udbedre.
Ud over de nævnte fejl og opmærksomheder er der en række mindre fejl og mangler som vi naturligvis også arbejde løbende på at udbedre i de kommende uger.
Der er hjælp at hente
Vi opfordrer til at læse vejledningerne og se hjælpevideoerne og webinarerne, der er tilgængelig inde på supportsiden for Medlemsservice. Den finder du her: https://dds.dk/medlemsservice.
Derudover er det dejligt at overvære, hvor gode I er til at hjælpe hinanden i facebookgruppen DDS Medlemsservice – Bruger til bruger. Det gør det også oplagt at finde hjælp ved at søge i gruppen efter tidligere stillede spørgsmål og svar.
Hvis hverken supportsiden eller facebookgruppen kan hjælpe, så send endelig konkrete eksempler med beskrivelse og screenshots til supporten på medlem@dds.dk. Det er måden, problemet bliver registreret og håndteret på, og vejen til at udvikle systemet til fælles bedste.
// Korpskontoret