Stor eller lille bestyrelse
”Vi har besluttet at invitere nogle flere ind i vores bestyrelse. Ellers er vi for få til møderne”, fortalte Formanden for bestyrelsen med begejstring i stemmen. ”Nu er vi 23 personer!”
I Det Danske Spejderkorps er der frit valg af størrelse for gruppernes bestyrelse, min. 6 personer og ja, den største jeg har hørt om, er 23 personer. Nogle grupper har positive erfaringer med store bestyrelser andre med små. Valget er jeres. Men hvordan ved I, hvor mange I skal være for at det fungerer bedst for jer?
Inden I udvider bestyrelsen, kan det være en ide at overveje følgende:
- Hvilke kompetencer får det enkelte medlem lov til at udfolde på møderne?
Det har ofte stor betydning hvad den enkelte person skal bidrage med både for bestyrelsen og for glæden ved at komme til møderne.
- Hvorfor kommer medlemmerne ikke til møderne?
- Hvilken værdi skal vi skabe for gruppen?
Her følger en lille øvelse, der sætter fokus på bestyrelsens kompetencer og værdiskabelsen i gruppen. Jo højere grad vi bruger det, vi er bedst til, jo større er sandsynligheden for, at vi udvikler os og kommer til møderne. Samtidig kan denne lille øvelse hjælpe jer til at blive klogere på, om I bruger møderne til at tale om det, der skaber mest værdi for jeres gruppe.
- Bed alle i bestyrelsen skrive 3 ting, de selv mener, de er rigtige gode til (f.eks. planlægning, økonomi, jura, ideudvikling, logistik, lokal politik, håndværksfaglighed, engelsk, skriftlig kommunikation, naturfaglighed, IT mv.). Hver ting skal have sin egen seddel. Hæng sedlerne op i lokalet.
- Se på den sidste dagsorden I har haft og hæft kompetencerne op på emner på dagsordenen, hvor de er kommet i spil eller måske burde være kommet i spil.
- Drøft følgende spørgsmål:
- Hvilke emner har I haft på agendaen, hvor få personer havde kompetencer, der understøttede emnet?
- Hvilke emner har I haft på agendaen, hvor der var mange, der havde kompetencer der passede til?
- Hvordan laver vi en dagsorden hvor flest mulige får brugt deres kompetencer, og hvor vi samtidig har fokus på, hvad der skaber værdi for gruppen?
- Måske er der brug for at skrue op eller ned for nogle emner.
- Måske er der brug for et forretningsudvalg på 3 personer til særlige emner.
- Måske har jeres gruppe ændret størrelse/opgave, uden at der har været en revision af bestyrelsens opgaver og mødeform.
- Måske er tiden kommet til at tale om. hvilke kompetencer I har brug for.
I bestemmer selv, hvilken størrelse, der er bedst for jer. Det afgørende for en værdiskabelse i bestyrelsen og for deltagelse på møderne er, at den enkelte kan bidrage og få bragt egne kompetencer i spil. Selvfølgelig handler det også om et godt socialt fællesskab. Sidst men ikke mindst; Baden-Powell fremhævede 8 personer som den korrekte størrelse for en patrulje – måske gælder det også en bestyrelse?