Tips til fire gode vandreruter i den danske natur
Rundt i hele Danmark finder man et bredt udvalg af vandreruter, der byder på storslået natur og gode oplevelser langs vandet, gennem istidslandskaber og op og ned af bakker.
De fire ruter/områder herunder er både velegnede til weekendturen, men er også ideelle, hvis I gerne vil gå mange kilometer.
Du kan på udinaturen.dk finde overnatningspladser og Shelter appen er en rigtig god ressource til at finde shelters i hele landet. Appen kan downloades i både App Store og Google Play.
Øhavsstien
Oplev f.eks. de fynske alper, hvor der er garanteret trætte lår, når turen går op og ned i de bølgende Svanninge Bakker. Eller nyd udsigten over det sydfynske øhav, når du krydser sundet mellem Svendborg og Tåsinge til fods. På denne rute er der et væld af muligheder. Det er bare at vælge frit imellem de 220 afmærkede kilometer.
Nationalpark Mols Bjerge
Nationalparken indbyder med sit kuperede og skiftende terræn og udsyn over Kattegat til en naturoplevelse i særklasse. Det kan anbefales at downloade app’en ‘Nationalpark Mols Bjerge’, som giver masser af inspiration til smukke vandreruter og naturoplevelser i området.
Nordsøstien
Denne rute løber gennem Nationalpark Thy, der med sine heder, brede strande og vindblæste klitplantager præsenterer et varierende vandreområde. Her er også god mulighed for at hoppe en tur i Vesterhavet og blive kølet af efter en lang vandretur. Også her findes der en app, ‘Nationalpark Thy’, der tilbyder masser af inspiration.
Fjordstien
Fjordstien byder på 275 km langs langs Roskilde Fjord og Isefjorden, men der er heldigvis rig mulighed for at vælge kortere strækninger undervejs på ruten. Den kystnære tur går gennem både land og skov og tager dig også et smut forbi købstæder som eksempelvis Roskilde. Med havudsigt og et varierende landskab er man garanteret en smuk naturoplevelse på Fjordstien.