Tropsleder: Spørg spejderne - vejled spejderne

Læs gerne den sætning igen. Hvad tænker du om påstanden? Er du enig eller uenig? Kan du komme i tanke om en situation, hvor du blev stillet et spørgsmål, der skabte en kraft i dig til at lave om på noget? Hvem spurgte, og hvad blev der spurgt om? 

Godt spejderarbejde består på den ene side af en vedvarende strøm af planlagt bøvl – det er de oplevelser, udfordringer og færdigheder, som spejderne skal overkomme eller tilegne sig.

Og på den anden side består spejderarbejdet af en række veltilrettelagte spørgsmål, som skal understøtte bevidstheden om, hvad den enkelte spejder, patruljen og troppen som helhed lærer af at prøve kræfter med bøvlet.

Det kan fx være et natløb, hvor patruljen farer vild i et par timer. Det er det planlagte bøvl. Oplevelsen skaber en række eftertanker og ideer hos patruljen – fx ”husk kortet næste natløb” eller ”bliv bedre til at læse kort inden næste natløb” – som de selv og ofte du som tropsleder skal hjælpe dem med at få hold på, inden de skal ud på endnu et natløb. Her får de så endnu en oplevelse – fx at patruljen ikke farer vild på natløbet, fordi de havde lært at kende forskel på et 2 centimeter- og et 4 centimeter-kort.

Disse to store rum i spejderlederens værktøjskasse – planlagt bøvl og veltilrettelagte spørgsmål – er det, vi kender som spejdermetodens pædagogiske princip ”learning by doing”. Begge dele er afgørende for spejdernes udvikling. Og hvor vi bruger store dele af dette hæfte på at beskrive det første – hvordan man planlægger bøvlet – handler dette kapitel om det sidste – gode spørgsmål, og hvorfor vi stiller dem. Vi kan nemlig have en tendens til at glemme denne mere stilfærdige halvdel af learning by doing i vores iver efter at give spejderne gode/store/vilde oplevelser. Og det ville være en skam – for de veltilrettelagte spørgsmål fremkalder den refleksion, der er afgørende for spejdernes læring og udvikling. Og lykkes vi med spørgsmålene, kan det skabe store oplevelser i sig selv.

At stille gode spørgsmål til spejderne, kalder vi ofte ”at vejlede” dem. Og som vejledende tropsleder er det din opgave at hjælpe spejdernes individuelle og patruljens fælles refleksion over deres oplevelser på vej – samt finde frem til nye meningsfulde oplevelser for patruljen. Med andre ord opstår ”LEARNING”, når spejderne reflekterer over deres ”DOING” – og det er derfor ikke tilstrækkeligt, at spejderne og troppen bare DO’er i ét væk. Har I allerede for meget, I gerne vil nå på møderne, må I derfor skære noget fra.

Behovet for at stille spørgsmål er funderet i det forhold, at vi ledere eller spejderne nok kan have en plan med, hvad vi vil opnå med en given aktivitet eller oplevelse. Men vi kan aldrig med sikkerhed vide, hvad der rent faktisk sker, og hvad spejderne rent faktisk har lært. Heller ikke selvom vi har observeret fra nærmeste hold eller selv deltaget i oplevelsen. Derfor er det eneste, vi med rimelighed kan gribe til, at stille spørgsmål. Vi må stille spørgsmål til hver enkelt spejder og til patruljen eller troppen som helhed. Og vi spørger med en åbenhjertig nysgerrighed på, hvor vores spejdere befinder sig, og hvor de gerne vil hen. Det gælder ikke mindst i tropsgrenen, hvor spejderne skal tilbydes en større grad af autonomi, patruljerne bør tilbringe mere tid på egen hånd, og spejderne for alvor skal til at eksperimentere med de færdigheder, de gerne skulle have tilegnet sig i de yngre grene.

Hvad er så et godt spørgsmål? Ja - det er jo det gode spørgsmål... 

fordi, det afhænger af situationen. Det afhænger netop af, hvor spejderne befinder sig – og hvor de gerne vil hen. Og det afhænger så igen af, hvilke konkrete spejdere, der er tale om, hvad de har oplevet indtil nu, og hvad der driver dem som mennesker, spejdere og fællesskab.
Nu tænker du måske, at dette bare er en lille fjollet spørgsmåls-leg. Men pointen er netop, at vi 1) ikke kan vide og derfor må spørge. Og 2) vi skal huske at sætte tid af til spørgsmålene, så der ikke kun bliver tid til en overfladisk refleksion.

Du har lov til at stille spørgsmål

Når dine spejdere tager på kursus i Det Danske Spejderkorps – fx PLan – bliver der arbejdet målrettet med learning by doing i en konstant vekslen mellem læringsoplevelser (planlagt bøvl) og veltilrettelagte spørgsmål. Spørgsmålene bliver stillet i bestemte vejledningstimer for patruljerne eller spejderne hver især. Men spørger man spejderne, giver de det interessante svar, at de allerhelst vil vejledes af tropslederen derhjemme. De ved, at kursusvejlederne kun er på kortvarig gennemrejse i deres liv, imens tropslederen er en voksen, de kan opbygge en mere fast relation til. Og derfor vil de også hellere svare på tropslederens spørgsmål. Disse udmeldinger fra tropsspejderne genfindes i nyere ungdomsforskning, hvor eleverne på samme måde skelner mellem studievejledere, de måske ser 1-2 gange i deres skoletid, og de lærere, de er sammen med hver uge i flere år.