Ulykkesforsikring
Fælles ulykkesforsikring
Det Danske Spejderkorps har tegnet en kollektiv ulykkesforsikring hos Alm. Brand, der dækker samtlige medlemmer af Det Danske Spejderkorps - både børn og voksne.
Medlemmer af Det Danske Spejderkorps er omfattet af ulykkesforsikringen, når man betaler et personligt kontingent til en gruppe eller enhed i Det Danske Spejderkorps og dermed er oprettet som medlem af gruppen eller enheden i Medlemsservice.
Mange har ikke selv tegnet en ulykkesforsikring. Med den fælles ulykkesforsikring har korpset sørget for, at alle medlemmer er forsikret, hvis de skulle være så uheldige at komme ud for en ulykke med personskade til følge, mens de udfører spejderaktiviteter.
Bemærk, at der er tale om en fritidsulykkesforsikring, som alene dækker i forbindelse med spejderaktiviteter. Den dækker altså ikke på job eller i skole eller i fritiden, når man foretager sig andre ting end dem, der er relateret til medlemskabet hos DDS.
Hvad betyder det?
For grupper, spejderarrangementer og centre betyder den fælles ulykkesforsikring følgende:
- Grupperne skal ikke indberette det antal personer, som ønskes forsikret, men korpset sørger for at give et totalt medlemstal til Alm. Brand.
- Korpset dækker omkostningerne forbundet med ulykkesforsikringen, så grupperne ikke skal medregne denne post i deres budget.
Dækning
Forsikringen dækker personskader, der er forårsaget af ulykkestilfælde, når disse sker under spejderaktiviteter, som er arrangeret og under opsyn af DDS eller gruppen. Det kan fx være:
- spejdermøder
- arrangementer
- udflugter
- rejser
Tandskade og farlig sport er meddækket, dog undtaget alle former for motorsport på lukkede baner.
Forsikringen dækker i Norden, Grønland og EU samt i resten af verden ved ophold på op til 12 måneders varighed.
Erstatningsbeløb jf. indeks 2024:
- Erstatning ved død: 30.863,- kr.
- Erstatning ved 100% invaliditet: 257.190 kr. Der er dækning fra 5% varig invaliditet.
- Erstatning ved tandskade efter regning
Det er ikke muligt at vælge andre dækninger end ovenstående.
For nogle grupper kan den fælles ordning evt. medføre en lavere dækning i forhold til en tidligere tegnet ulykkesforsikring i egen gruppe. Hvis I som gruppe eller enhed ønsker en højere dækning, kan I tegne en supplerende forsikring uden om korpset.
Skadeanmeldelse
Skader anmeldes via korpsets kollektive ulykkesforsikring hos Alm. Brand.
I forbindelse med anmeldelse af en skade på ulykkesforsikringen, vil Alm. Brand gerne have, at den tilskadekomne selv kontakter dem telefonisk og anmelder skaden. Ved personskade skal der oplyses personfølsomme oplysninger, og grundet GDPR-regler er det bedst, at de overleveres telefonisk.
Skaden skal anmeldes på policenummer 126 613 172, og medlemsnummer skal samtidig oplyses.
Direkte nummer til den kollektive ulykkesforsikring hos Alm. Brand er tlf. 3547 7470.
Alm. Brands hovednummer er tlf. 3547 3500.
Spørgsmål?
Har du og din gruppe spørgsmål angående ulykkesforsikringen? Kontakt forsikringsmægler i Söderberg & Partners ved at sende en mail til info@spejderforsikring.dk . Ved henvendelse, oplys da gruppens navn, gruppenummer samt evt. anden relevant information.
I tilfælde af akutte spørgsmål/problemstillinger kan Söderberg & Partners kontaktes på tlf. 6613 3611.
Teksten er senest opdateret i maj 2024 af Söderberg & Partners.