Underretningspligt i Det Danske Spejderkorps

Som spejderleder møder man mange forskellige børn og unge. I spejderarbejdet skabes der relationer mellem ledere og spejdere, hvilket kan betyde, at spejderen betror sig til en leder om problemer i hjemmet, skolen eller andre steder. Når spejderen fortæller en leder om dårlig trivsel eller andre problemer, kan det vise sig relevant at overveje, om der skal laves en underretning til de sociale myndigheder i spejderens bopælskommune.

Tag altid kontakt til korpskontoret på vagttelefonen før du underretter de sociale myndigheder, da mange sager ofte er mere nuancerede, end de lader til i første omgang. Korpskontorets medarbejdere har større erfaring med sager af denne karakter og kan hjælpe med at afklare, hvad der er det bedste skridt videre i processen. Ring hellere en gang for meget end én for lidt.

Hvis situationen er akut, og barnet er i overhængende fare, skal du tage det alvorligt og sikre barnets sikkerhed. Frygter du eksempelvis, at barnet vil være til fare for sig selv eller være udsat for alvorlig risiko ved at blive sendt hjem til forældrene, skal du kontakte politiet, der altid kan komme i kontakt med de sociale myndigheder. Ring også her gerne til korpskontoret for at få hjælp og råd til hvordan du håndterer situationen.

Hvad er underretningspligt?
Vi har i Danmark underretningspligt, når børn eller unge under 18 år lever i en truende situation. Det betyder, at hvis du har kendskab til, at et barn, der udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed og udvikling i fare, har du pligt til at underrette kommunen.

Formålet med underretningspligten er:

• At sikre at barnet og familien får hjælp hurtigst muligt
• At dokumentere faktiske forhold i sagen

Hvad skal du gøre og tænke over, før du laver en underretning?
Det kan være svært at vide, hvad man som leder skal gøre, når man oplever en spejder fortælle om, at vedkommende ikke har det godt i dagligdagen.

Det allerførste, du bør gøre, er at tale åbent med spejderen. Du skal lytte og anerkende og dermed give oplevelsen af, at det er i orden at betro sig til dig. Måske er du den første, spejderen fortæller det til, og det kan være et råb om hjælp.

Det er relevant at få mere at vide om:

• Hvad er det helt konkret, der er problemet?
• Hvad er omfanget af problemet?
• Hvor længe har det stået på?
• Kender andre til og hjælper spejderen med problemet?

I dialogen med spejderen kan oplevelserne uddybes, og det vil som regel blive klart, hvis spejderen ikke taler sandt, eller hvis der er noget andet galt. Samt alvoren af situationen.
Ofte vil en snak med spejderen og eventuelt forældrene være tilstrækkeligt til at afdække problemet og hjælpe spejderen videre.

Der er dog ind i mellem desværre grund til at kontakte de sociale myndigheder. Du skal derfor være opmærksom på, at pligten til at underrette vejer tungere end tavshedspligten. Du må derfor ikke love spejderen noget, du ikke kan holde. Forklar, at du ikke kan holde det hemmeligt, hvis spejderen udsættes for omsorgssvigt eller overgreb, og de sociale myndigheder derfor skal underrettes, så de kan hjælpe spejderen og familien. Lov derfor aldrig en spejder, at du ikke vil fortælle andre om meget alvorlige ting, som de fortæller dig. Fortæl, hvad du har tænkt dig at gøre, og forklar hvorfor det er den bedste løsning.

Det er vigtigt at have fokus på konkrete forhold i samtalen, så vurderingen, af om der eventuelt skal laves en underretning, beror på fakta og konkrete oplysninger og ikke kun fornemmelser om, at noget er galt.

Som udgangspunkt skal man som nævnt altid tale med forældrene som opfølgning på samtalen med spejderen.
Hvis mistrivslen handler om alvorlige forhold i hjemmet i form af misbrug eller vanrøgt, skal du dog ikke tage kontakt til forældrene. Forsøg i så fald at få belyst spejderens situation ved samtale med andre spejderledere eller andre voksne med tættere relation til spejderen.

Hvordan underretter man?
Underretninger laves elektronisk via barnets bopælskommunes hjemmeside og formidles på den måde til de socialfaglige myndigheder.
Der er mulighed for at være anonym, hvis man ønsker det, men i praksis er det dog en stor fordel for kommunen, hvis de kender anmelderens identitet, fordi det giver mulighed for at få uddybet de forhold, der er beskrevet.
Når kommunen modtager en underretning, har de pligt til at undersøge sagen. Som oftest vil man inddrage barnets forældre og i øvrigt bede andre, for eksempel barnets skole, om at komme med en udtalelse.
Du kan læse mere om underretning og underretningspligt på Børns Vilkårs hjemmeside.

Ved at underrette kommunen sikrer man, at professionelle fagfolk vurderer forholdene og hjælper spejderen og familien bedst muligt. Det skal ikke ses som en anklage mod forældre eller andre, men som en hjælp til dem og ikke mindst en hjælp til spejderen.
Kommunen kan have flere informationer om spejderen, der giver grund til øget bekymring. Det kan også være, at kommunen efter kontakt til skole eller andre ikke finder, at der er grund til at gøre noget. Ansvaret er kommunens og ikke dit. Du bærer dog ansvaret for at give din bekymring videre, hvis der er tale om alvorlige problemer.

Hvad skal man være særligt opmærksom på?
Kontakt politiet, hvis barnet er i umiddelbar fare, og du ikke tør sende det hjem. Politiet kan altid komme i kontakt med de sociale myndigheder.

Husk, at du ikke har tavshedspligt, hvis underretningspligten kræver, at du agerer på den viden, du får i samtalen med barnet. Du er som frivillig, ligesom alle andre borgere i Danmark, selvfølgelig underlagt straffelovens generelle bestemmelser om uretmæssig videregivelse af personlige oplysninger.

Når man som spejderleder foretager en underretning, får man en kvittering for modtagelsen af underretningen, men man har intet krav på tilbagemelding om, hvordan sagen falder ud. Det kan være frustrerende, at man ikke hører noget, men husk, at det ikke nødvendigvis betyder, at der ikke sker noget på baggrund af underretningen.

Som leder kan det være overvældende at blive betroet med viden om en spejders alvorlige problemer og mistrivsel. Gør brug af de ansatte på korpskontoret og ring for at få hjælp til, hvordan du skal håndtere situationen.
I dialogen med spejderen og andre omkring barnet eller den unge, skal du holde fokus på konkret og faktuel viden og huske, at din rolle også er at sørge for, at andre kan hjælpe spejderen bedst muligt.
Vær åben og tydelig i din dialog med spejderen, forældre eller andre omkring spejderen og søg hjælp og sparring, hvis du er i tvivl om hvad du skal gøre.