Vil du kandidere til ungdomsdelegater i FN
Det Danske Spejderkorps kan indstille flere kandidater til ungdomsdelegater i FN. Vi kan indstille en spejder til hvert tema. En ungdomsdelegat er en ung spejderpolitiker, der repræsenterer børn og unges holdninger. I FN omhandler det temaerne:
- Demokrati og partnerskaber
- Faglært uddannelse og jobskabelse
- Klima og miljø
- Ligestilling og seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder (SRSR)
Alle spændende emner og med deltagelse i forskellige fora indenfor det pågældende tema.
Der er forskellige krav til at varetage opgaverne.
For at blive ungdomsdelegat skal du
- Være mellem 18-30 år
- Brænde for og have erfaring med internationalt samarbejde
- Have et særligt kendskab til og erfaring med det søgte tema
- Have kendskab til FN´s 17 verdensmål
- Have diplomatisk sans, mod og evne til at tale unges sag i både større forsamlinger og blandt beslutningstagere i politiske fora
- Have kendskab til DUF, og kunne repræsentere vedtaget politik og mærkesager fra DUF på de forskellige tematikker
- Være indstillet af din organisation, hvori du er aktiv, frivillig eller politisk valgt
Ungdomsdelegaten bærer et stort ansvar for at bringe ungdomsperspektiver med ind i beslutningsprocesser i FN og arbejde for meningsfuld ungeinddragelse af både danske og unge globalt. Arbejdet indebærer også en masse spændende oplevelser og rejseaktivitet. Perioden for repræsentationen er for 2024 og 2025.
Vi hører gerne fra dig inden den 23. oktober, da Det Danske Spejderkorps skal sende vores indstillinger til DUF senest den 1. november 2023. Send din ansøgning til Alice Linning på mail: linning@mail.tele.dk
OBS! Bemærk, at der den 24. oktober er informationsmøde i DUF for potentielle ansøgere, hvor de kan få høre mere om rollen og få svar på spørgsmål.