Fokusmærke
Hiker
Målgruppe
Junior
Info om mærke
En vandretur handler ikke kun om at sætte det ene ben foran det andet. Det handler også om at opleve naturen og elementerne. At prøve kræfter med forskelligt terræn. Om oplevelsen af kun at pakke det fornødne, når man har sit ’hjem’ på ryggen. Om at kunne orientere sig efter kort og kompas. Og så handler det om at slå lejr, tilberede et godt måltid og selvfølgelig hygge ved bålet inden sengetid, og inden man pakker sammen næste morgen til at gå de sidste kilometer.

Spejderne skal:

  • Deltage på en vandretur med mindst 2 dages vandring (fx mindst 12 km).
  • Have mindst 1 udendørs overnatning (fx i telt, bivuak eller shelter).
  • Selv pakke og gå med al personlig oppakning (sovepose, liggeunderlag, tøj osv.)
  • Have været inddraget i ruteplanlægningen.
  • Indlægge en kultur- eller naturoplevelse undervejs.

Varighed:
Minimum 28 timer.

Feedback/videreudvikling af mærket:
Har du en velegnet aktivitet eller en idé til, hvordan mærket kunne tilpasses/videreudvikles? Så skriv til program@dds.dk
 

Rutevalg

Dette mærke handler ikke om at gå længst, men om at gå den sjoveste, flotteste og mest interessante vej. Undgå så vidt muligt kedelig landevej, og gå i stedet efter flot natur og gerne forskellige typer underlag (skovvej, markvej, sti, kuperet terræn osv.)

Spejderne skal inddrages i rutevalget forinden, men det er ikke noget krav, at de selv har planlagt hele ruten for at opnå mærket. Tilpas distance og terræn efter netop dine spejderes formåen.

Indtænk gerne et eller flere flotte frokostområder. Husk også at tage højde for vandposter undervejs. Dette er særlig vigtigt, hvis jeres tiltænkte lejrplads ikke har adgang til vand!

I kan også overveje at lægge ruten, så I kommer forbi en eller flere lokale seværdigheder. Det er tilladt at gå samme rute de to dage (fx en lejrplads tur-retur), men det anbefales, at man går i så meget forskelligt terræn som muligt.

Oppakning

Tag en snak med spejderne om oppakning og udstyr forud for turen. Det er en god idé at inddrage spejderne i at udarbejde en pakkeliste. På dds.dk findes der flere pakkelister at tage udgangspunkt i.

Brug gerne tid på at gå udstyrslisten igennem på et spejdermøde op til turen. Er nogle spejdere i tvivl om deres udstyr, så bed dem om at tage det med, så du kan se det igennem. Viden om oppakning m.m. kan evt. trække på færdigheder fra eller kombineres med at arbejde med færdighedsmærket ’På egen hånd’.

Spejderne skal formentlig gå med mindre dele af den fælles oppakning som mad, teltstænger, stormkøkkener, brændstof osv. De skal derfor have ekstra plads i rygsækken, når de har pakket deres personlige grej. Hvis lederne alene skal bære telte, mad, ekstra vand osv., kan det blive en meget tung affære :)

Orientering

Spejderne skal i løbet af vandreturen beskæftige sig med orientering. Dette kan enten være i form af en indlagt orienteringsaktivitet eller ved at spejderne enten på skift eller i patruljer er ansvarlige for kortføring.

Niveauet sættes efter spejdernes formåen. Har nogle af spejderne fx taget orienteringsløber-mærket, kan de hjælpe andre spejdere med at komme videre med mærket.

Lejrplads og overnatning

Overnatning skal foregå udenfor. Om det sker i telt, bivuak, shelter eller under åben himmel, afgør I selv. Lejrpladsen må godt være ved en hytte, men det er ikke ’godkendt’ at sove i hytten.

Spejderne skal selv stå for opbygning af lejr. Alt efter lejrområde og overnatningsform kan det fx dække opsætning af telt/bivuak, indretning af bålplads, køkkenområde, ’toilet’ osv.

Benytter I jer af sheltere, større lejrpladser eller lignende, så husk at booke i forvejen.

Madlavning

Spejderne skal selv stå for madlavning ved lejrpladsen. Dette kan dække mad over bål, på stormkøkken eller lignende.

Her kan I fx trække på færdigheder fra mærkerne TTrangia-champ' og/eller 'smagsdommer' – eller turen kan være anledning til at opstarte arbejdet med mærkerne.

Sporløs færden

Spejdere og ledere skal overholde princippet om sporløs færden. Det betyder i al enkelthed, at man så vidt muligt efterlader naturen og omverdenen, som da man kom.

Sporløs færden dækker, at man:

  • Tager hensyn til naturen og ikke forstyrrer dyr eller fugle.
  • Ikke kaster affald i naturen, brænder det, der kan brændes, graver det ned, som kan rådne og tager resten med jer hjem.
  • Kun laver bål, som ikke skader naturen eller efterlader sig spor.
  • Leder efter allerede etablerede overnatningspladser eller laver en ny, hvor den ikke gør skade på naturen.
  • Overholder de gældende regler for bål, uanset om det drejer sig om bålforbud eller indsamling af brænde.

Aktiviteter undervejs

Der er stor mulighed for at kombinere vandreturen med andre aktiviteter. Man kan fx overveje at inddrage og arbejde med aktiviteter fra mærker som 'førstehjælp 2/3', 'kodehoved' eller 'orienteringsløber'

Der er mange andre muligheder for at tilføje flere aktiviteter til turen, og kun fantasien sætter grænser. I kan fx:

  • Prøve kræfter med træklatring.
  • Gå på jagt efter spiselige bær og planter.
  • Spørge en lokal jæger, om han/hun vil komme forbi med mad til lejrpladsen. Eller jægeren kan udgøre en ”post” på vejen.
  • Få besøg af en lokal amatør-astronom om aftenen, der kan fortælle om stjernehimmelen og det fantastiske univers.
  • Tage på natudflugt for at spotte dyr.
  • Tage kontakt til den lokale MTB-klub og høre om de vil stille op, så I kan prøve nogle spor.

Evaluering

Det er en god idé at evaluere turen efterfølgende – både for at få et billede af, hvad spejderne fik ud af turen, og for at få inspiration til lignende ture i fremtiden.

  • Evalueringen kan laves enten umiddelbart ved hjemkomst til hytten (hvis spejderne altså ikke er for trætte), eller på et efterfølgende møde.
  • Snak med spejderne om, hvad de synes var fedt ved turen. Havde de en god oplevelse? Hvordan ville de beskrive turen for deres klassekammerater? Fik de deres færdigheder i spil? Var turen for hård eller for let? Vil de gerne planlægge mere selv på en fremtidig tur? Hvad ville være en fed tur næste gang? Kunne de enkelte patruljer finde på selv at arrangere en tur?

Links, inspiration og mere info