Siddepositioner:
Et andet element, der gør, at du nemmere kan styre din kano, er måden, du sidder i den. De fleste vil oplagt sidde med numsen på sædet som på en ølkasse. Det kan også være fint, men du kan med fordel også prøve at lægge et skumunderlag i bunden af kanoen, folde dine ben ind under sædet, støtte dine knæ på skummet og sid let på sædet.
Det gør, at du får en bedre vægtfordeling og balance til at lave forskellige typer tag. Det gør også, at du kan veksle mellem forskellige siddepositioner i løbet af dagen, hvilket kan være rart for kroppen.
Inspiration til kanotur
For at tage mærket, skal man ud at afprøve sine færdigheder i praksis – man skal på en tur. Herunder er der inspiration til, hvor I kan tage hen, hvad I bør tænke på under planlægningen, og hvordan I pakker kanoerne til tur.
Hvor kan vi tage hen?
Danmark er fuld af åer, søer og mindre fjorde, hvor I kan tage på tur. I kan også finde inspiration i denne liste med seks destinationer (fire i Danmark og to i Sverige). Her er der også mulighed for at leje kanoer.
1. Mølleåen
Hvor: Nordsjælland. Fra Furesøen og ud til Øresund.
Hvad: 25 km let sejlbar å med mulighed for overnatning undervejs. Kanoudlejning i Frederiksdal.
Antal dage: 1-2.
Tip: Besøg Brede Værk, der er en del af Nationalmuseet og bl.a. fortæller om industrialiseringens indtog.
Info: nybrokano.dk
2. Susåen
Hvor: Sydsjælland. Fra Vetterslev til Næstved.
Hvad: 50 km let sejlbar å med søer undervejs og fine muligheder for overnatning. Kanoudlejning findes ved starten i Vetterslev.
Antal dage: 3-4.
Tip: Brug lidt ekstra tid i Tystrupsøen, hvor du bl.a. kan fiske eller bade fra stranden i den nordlige ende.
Info: brobykano.dk
3. Gudenåen
Hvor: Østjylland. Fra Tørring til Langå.
Hvad: 136 km fantastisk kanovand med masser af lejrpladser undervejs. Kanoudlejning i bl.a. Tørring og Ry.
Antal dage: 2-7.
Tip: I sommerferien kan der være godt tryk på åen, så tag eventuelt af sted uden for den.
Info: kano-udlejning.dk
4. Rørbæksø og Skern Å
Hvor: Midtjylland. Fra Vester Mølle til Gjalbæksbro.
Hvad: 72 km med mulighed for at padle gennem meget varieret natur- og kulturlandskab i Danmarks vandrigeste åer.
Antal dage: 3-4.
Tip: Der kan være en del lystfiskere ved åen, så husk at vise hensyn.
Info: sk-kano.dk
5. Helgeå (Sverige)
Hvor: Skåne i det sydlige Sverige. Næsten 200 km lang fra Älmhult til Hanøbugten.
Hvad: Spændende kanovand, hvor du har mulighed for at udfordringer på forskelligt niveau. Alt fra begynder til erfaren fospadler kan få gode oplevelser på åen.
Antal dage: 2-5.
Tip: Der er mange overnatningspladser og rastepladser langs ruten, så du vælger selv, hvor langt du vil padle.
Info: sydsverige.dk
6. Immeln (Sverige)
Hvor: Skåne i det sydlige Sverige.
Hvad: Immeln er kendt som den største sø i det, der kaldes den sydligste vildmark i Sverige. Den er en del af et større søsystem med smuk svensk skov omkring.
Antal dage: 2-5.
Tip: Du kan overnatte på mere end 200 øer i søsystemet og på en lang række mere organiserede kanopladser langs bredden.
Info: sydsverige.dk
Pakning af kanoer til tur:
Det optimale er at pakke jeres ting i 60 liters blå kanotønder. Det passer lige med, at der er plads til 4 tønder i en klassisk alu-kano, som man finder hos mange udlejningssteder. Med fire tønder pr. kano passer det med én pr. person til personlig brug og to til fællesgrej. Sørg for at binde dem fast med snor eller en rem.
Pakkeliste:
Personligt udstyr:
- Rygsæk eller drybag (vandtæt pakpose)
- Sovepose i drybag
- Liggeunderlag
- Spisegrej
- Toiletgrej og håndklæde (letvægts)
- Kniv
- Lygte
- Solcreme
- Myggebalsam
- Personligt 1. hjælps udstyr
- Kompas
- Optændingsgrej
- Regntøj (ikke poncho)
- Drikkedunk
- Ekstra tøj efter årstiden, pakket vandtæt
- Ekstra fodtøj efter årstiden, pakket vandtæt
- Badetøj
- Mobil med drybag (og evt. powerbank)
- Evt. vandtæt kamera
Fælles udstyr:
- GPS og kort
- Håndholdt VHF skibsradio (til leder)
- Telt eller presenning til bivuak
- Stormkøkken og brændstof i metalflaske
- Feltspade
- Økse
- Foldesav
- Toiletpapir
- Opvaskeudstyr
- Affaldssække
- Madvarer, pakket vandtæt, evt. i kølekasse
Kanoudstyr:
- To redningsveste/padlerveste
- To padler og en reservepaddel
- Øse
- Svamp
- To knælepuder
- Spændremme for fastgørelse af udstyr
- Evt. kastline
Mere luksus?
En kanotur kan både gøres meget primitiv og minimalistisk – fx kan man bruge kanoer som fundament til at bygge en bivuak. Men det hele kan også gøres lidt mere luksus-agtigt.
På kanotur er der nemlig plads til at pakke flere ting til lejren, end når du skal bære dine ting på ryggen. To oplagte steder at opgradere jeres grej er på madlavning og overnatning.
Til overnatning er en lavuu et godt bud. Der er god plads, og der kan tændes bål eller ovn og tørres tøj, hvis det skulle være blevet vådt undervejs.
Til madlavningen er en dutch oven et oplagt valg. Støbejernsgryden giver fantastiske muligheder for at lave god mad over bål og ikke mindst at bage brød eller boller til morgenmad. På dds.dk findes der tips og opskrifter til mad på dutch oven.
Mere inspiration, kurser m.m.
Inspiration og mere viden
Et godt sted at starte er Friluftsrådets læringskort til kano. Kortene dækker både teknik, sikkerhed, redning, pakning m.m. og har gode øvelser og sjove aktiviteter.
Find kortene her:
https://friluftsraadet.dk/sites/friluftsraadet.dk/files/media/document/kano%20-%20alle.pdf
På dds.dk kan du også finde artikler om kanoture og -sejlads, ligesom du kan finde Balder Hedehusene Gruppe’s kanoforløb for deres trop.
Kurser
Fjeldgruppen arrangerer jævnligt kanokurser målrettet ældre spejdere og ledere. Nogle spejdercentre arrangerer også kurser. Tjek dds.dk/arrangementer.
Ellers arrangerer idrætsforeninger, lokale kano- og kajakklubber mv. også kurser. Tag Google i brug, og se, om der arrangeres noget nær dig.
Specialisering og progression
Frem for ’bare’ at tage kanomærket og derefter bruge jeres evner på en årlig tur eller sjældnere, kan I også overveje, om jeres trop/gruppe skal være særligt dygtige inden for kanoture og -sejlads. Måske I kan lave et særligt kanoteam, som jævnligt arrangerer både korte og længere kanoture. Måske I kan mødes ugentligt på en dag, hvor der ikke er spejdermøde? Byg manøvreringsbaner, lav kanolege (fx kano-fangeleg, -dødbold eller -tovtrækning), eller tag ’bare’ ud at nyde de lange sommeraftener på vandet.
Det kan også være, I kan blive dem, som hjælper andre spejdergrupper i gang med kano.