Kaptajnmærket er tænkt som det andet niveau efter gast-mærket, hvor tropsspejderen opnår færdigheder til at kunne sejle visse typer både under særlige omstændigheder.
Med dette mærke kan tropsspejderen få tilladelse til at:
- Sejle kystsejllads i Svendborgjolle om dagen med en minimumsbesætning på én gast
- Sejle med spiler på Svendborgjolle
Færdighederne i dette mærke skal bevises i Svendborgjolle eller den lignende bådtype, som gruppen anvender. Alle færdigheder skal bevises ved over 5 m/s.
Opnåelse af mærket forudsætter, at spejderen er ansvarlig og moden og forstår at håndtere besætningens sikkerhed. Mærket er derfor tiltænkt de ældste tropsspejdere og passer udmærket til en patruljelederrolle.
For at få kaptajn-mærket, skal du kunne følgende:
Håndtering af båd og grej:
- Kunne forklare og vise, hvordan man letter og sejler båden i havn ved alle vindretninger
- Sætte, trimme og bjerge spiler samt have kendskab til spilersejlads
- Ankre og forklare teorien om valg af sikker ankerplads
- Forklare og vise, hvordan man bestemmer bådens fart
- Have deltaget i natsejlads
- Lave en vellykket mand-over-bord-manøvre 3 ud af 5 gange
- Forklare og vise, hvordan man manøvrerer kun ved brug af sejl
- Forklare og vise, hvordan man bringer båden fri af grundstødning
- Kende mulighederne for at lave en nødrig
- Forklare teorien omkring gruppens sikkerheds- og nødudstyr samt vide hvordan og hvornår det benyttes
- Have deltaget i VHF-kursus.
- Have kendskab til, hvordan man sejler sikker gruppesejlads.
Navigation og Sejladsteori:
- Kende alle benævnelser på svendborgjollen
- Kunne genkende og aflæse alle fyrkarakterer
- Kende alle sømærker, deres udseende (herunder refleksbånd og fyrkarakter) og betydning
- Kunne aflæse søkort, kende og bruge det betegnelser
- Kunne bruge et kompas: lægge en kurs, styre efter en kurs samt foretage stedbestemmelse vha. pejling
- Have kendskab til lanterneføring
- Kende og benytte gruppens sikkerhedsreglement
Varighed:
Mærket kan tages over et helt år, hvor man øver de forskellige dele på forskellige møder. Lav evt. en tjekliste med alle punkterne på, som spejderen selv opbevarer. Spejderen får et kryds på tjeklisten, og en leder skriver under med sin signatur. Når alle krydser er opnået, tildeles mærket.