Inspiration og tips til Mikroeventyr
Herunder er der 9 færdige koncepter til alternative ture. For at få mærket, skal I mindst gennemføre tre ture. To af dem skal være af nedenstående koncepter, mens den sidste tur kan være et udfordrende tur-koncept, I selv udvikler.
1. Halvmaraton på løbehjul
Konceptet:
I skal tage på tur på løbehjul. I skal minimum gennemføre en distance på 21,0975 km, svarende til et halvt maraton. I skal desuden have minimum en overnatning.
Al oppakning (tøj, soveposer, Trangia osv.) skal I have med på løbehjulene, men I må godt købe ind undervejs. Løbehjulene skal være på rugbrødsmotor – det går altså ikke at køre på elektriske løbehjul.
Gode tips:
- Vær opmærksom på reglerne: På løbehjul skal man køre samme regler som fodgængere. Det betyder, at man skal køre i venstre side, og at man kun må køre på cykelsti eller kørebanen, hvis der ikke er et fortov.
- Sikkerhed er vigtig: Planlæg en rute, hvor I fx kan køre en stor del på cykelsti eller lignende. Husk hjelm – og lygter og refleksvest, hvis I kører om aftenen. Skal I køre en strækning på almindelig vej, så træk ud til siden, når der kommer biler.
- Tænk over godt fodtøj. Det slider på fødder og såler at køre langt på løbehjul!
2. Til grænsen
Konceptet:
Denne tur handler ikke om at krydse grænser, men om at følge en grænse så tæt som muligt! Find et kort over enten kommunegrænser (nye eller gamle), sognegrænser eller regionsgrænser. Tjek evt. i hytten, om I har et gammelt kort liggende, eller spørg jeres ledere.
Nu gælder det om at bevæge sig minimum 10 km langs en indtegnet grænse. Det kan være grænsen mellem jeres kommune og nabokommunen. Det handler om at følge grænsen så nøje som muligt. Går grænsen igennem et krat fuld af brændenælder og tjørnebuske? Ja, så må I bare trække sokkerne op om bukserne og forberede jer på et par rifter!
Grænsen skal følges inden for lovens rammer, og uden at det bliver farligt – I skal naturligvis ikke begynde at krydse en motorvej til fods eller svømme over en dyb fjord!
I kan gøre det til en weekendtur med overnatning, eller I kan vælge at klare grænseturen på en dag.
Gode tips:
- Find et udsnit af grænsen, der ser mulig ud at gå langs – men også tilpas udfordrende.
- Giv grænsen et godt kig på satellit-kort forinden (fx fra Google Maps). Skal I krydse en å undervejs? Skal I gå gennem tæt skov eller krat? Er der noget, der ser umuligt ud at komme igennem?
- Hav tøj og udstyr med, der kan tåle at blive beskidt, mudret og revet i.
3. Luftmadras nedad åen
Konceptet:
Find nogle gamle solide luftmadrasser, og få dem ud til den lokale å eller vandløb. Nu er udfordringen at se, hvor langt nedad åen I kan nå. Måske kan I nå næsten hele vejen ud til fjorden? Forbered jer på at skulle bære luftmadrassen en del på forskellige overbæringer. Husk redningsvest, og tag hensyn til naturen.
Gode tips:
- Det kan blive koldt at være i vandet i lang tid. Kan I låne våddragter?
- Safety first: Undgå steder med strøm og kom aldrig ud på åbent vand med jeres madras. Få info fra nogle, der kender den lokale å.
- Pak jeres ting i drybags.
- Hav både egnet fodtøj til at kunne stå på bunden af vandløbet (fx klipklappere) og til land, når I skal vandre ind og senere ud med luftmadrasserne (fx vandrestøvler i drybag).
4. Tur-Parkour: Fra A til B
Konceptet:
’Parkour’ handler om at finde den direkte og korteste vej mellem to punkter. Her skal I på tur mellem to punkter, hvor I så vidt muligt skal vandre i fugleflugtslinje – altså gå så direkte en rute som muligt. I skal minimum gå 15 kilometer, og det er oplagt at gøre det til en vandretur, hvor I finder et sted til overnatning undervejs. Stedet, hvor I overnatter skal naturligvis være et sted på jeres direkte rute!
I kan overveje at have et kendt punkt som udgangspunkt – fx spejderhytten. Men vil I gerne gøre det lidt vildere, kan I fx have en togstation eller et busstop væk fra jeres lokalområde som udgangspunkt.
Sådan kan I finde de to punkter:
Én mulighed er at have spejderhytten som udgangspunkt – det er jeres punkt A.
Nu finder I et kompas, hvor huset kan drejes rundt. En af jer sidder og drejer kompashuset rundt. Imens sidder en anden med ryggen til. Han eller hun siger på et tidspunkt ”stop”, hvorefter personen med kompasset stopper med at dreje huset rundt.
Det gradtal, der nu vender opad på kompasset, er den retning, I skal vandre. Find et kort frem, og mål 15 kilometer ud i den retning. Her har I jeres punkt B.
Er ruten helt umulig (ender den fx midt ude i en sø), prøver I forfra.
En anden metode er at bruge et udprintet kort og en passer, der måler 15 km ud fra jeres punkt A. En person drejer passeren rundt i en cirkel, indtil en anden person siger ”stop” – så har I jeres punkt B.
Gode tips:
- Turen skal være sjov – men ikke ulovlig eller farlig.
- Overvej tøj og grej: Skal I ud at gå i sumpet terræn, skal I måske medbringe gummistøvler. Og skal I gå igennem tæt krat, skal I måske lade din nye outdoorjakke blive hjemme.
- I kan også lave turen til en konkurrence mellem to patruljer. Opmål en distance på 15 km og start så hver jeres GPS. Det hold, der ved punkt B har gået kortest har vundet.
- Husk at respektere andres ejendom og privatliv: Det går ikke at vade ind over en haveejers flotte jordbærbed!
5. Hvem når længst?
Konceptet:
En konkurrence mellem to eller flere patruljer. Her handler det om at nå længst væk – og komme tilbage igen – inden for 24 timer. Samtidig skal der bruges så få penge som muligt på transport.
Udfordringen kan se sådan ud:
Patruljerne mødes ved hytten lørdag formiddag kl. 11. Nu har hver patrulje 24 timer til at nå så langt væk fra hytten som muligt (i fugleflugtslinje), og nå tilbage igen. Det vil sige, at patruljerne skal være retur ved hytten senest søndag kl. 11.
Der gives point for antal kilometer fra hytten, som patruljen når væk. Har patruljen nået 100 kilometer væk i fugleflugtslinje(!), gives der altså 100 point.
Samtidig fratrækkes der point for de penge, patruljen har brugt på transport. Dette regnes ud i kroner pr. patruljemedlem. Har en patrulje på fem spejdere i alt brugt 400 kr. på transport, fratrækkes der altså 400/5 = 80 point.
Alternativt kan der også aftales et loft over transportpenge, så at hver spejder maks. må bruge fx 50 kr. på transport.
Uanset hvilken model I aftaler, kan det altså godt betale sig at tænke i alternative transportformer som at blaffe, tage cyklen eller andet.
Det er vigtigt, at hele patruljen rejser sammen – og dokumenterer deres slutdestination med et tydeligt foto, der viser, hvor de er, og at alle spejderne er der (fx foran et byskilt).
Det er desuden vigtigt, at alle når retur til den aftalte tid. For hvert minut en patrulje – eller et patruljemedlem – er forsinket, fratrækkes der et point. Aftal præcis hvilke regler der er for transport og pointgivning, før I starter.
Gode tips:
- Overvej, om I skal konkurrere i mindre patruljer. Det giver fx flere muligheder for at blaffe, hvis I er 3 end, hvis I er 6!
6. Partytur
Koncept:
Glem skaljakken og vandrestøvlerne, og på med glimmerkjolen og de hurtige solbriller! I denne udfordring skal I på tur, men I skal ikke have jeres normale spejdertøj på. Til gengæld skal I være klædt på, som om I er på vej til fest.
I skal på tur med minimum en overnatning – fx en sheltertur. Drop også gerne rygsækken, og find en lækker rejsetaske i genbrug i stedet. Stay classy!
Gode tips:
- Sørg trods alt for, at I har godt fodtøj på.
- Vil du ikke gøre dit lækre tøj beskidt? Tjek, om der er noget party-agtigt i den lokale genbrugsbiks.
- Husk at have tørklædet på – det går ikke at blive stoppet af politiet med en dolk i tasken og ligne en, der er på vej til fest!
7. It's in the bag!
Koncept: I skal på tur eller hike med minimum én overnatning, men må kun bære jeres udstyr i stofposer, plastikposer eller skraldesække. Altså: Drop rygsække og tasker, og tag fat i hanken i stedet!
Gode tips:
- Bruger I plastikposer, så vær opmærksom på ikke at efterlade poser (eller dele af poserne!) i naturen. Plastikposer går nemt i stykker.
- Har I mulighed for det, så opdel jeres bagage i poser af forskellig farve, så I kan holde styr på jeres grej.
- Selvom I ikke skal bære meget, er det hårdt for hænder, ryg og skuldre, når det foregår med poser. Tænk over vægtfordelingen, og byt gerne jeres poser rundt ind imellem, så I bærer på nye måder.
8. Weekendtur til Paris, Rom eller...
Koncept: Nej, I skal ikke til udlandet. I Danmark ligger der nemlig både Paris og Rom – det er bare to små landsbyer i Jylland. Denne tur handler om at finde et sted på Danmarkskortet, som har et sjovt eller mærkeligt navn og så tage derhen på tur. Ja, så simpelt er det!
Gode tips:
- Tag et kig på Google Maps i jeres nærområde og tjek, om der er en by eller andet, I aldrig har hørt om før. Hvor tæt kan I komme med offentlig transport og ved at hike?
- Tjek, om der er nogle oplagte lejrpladser tæt på jeres destination.
- Lad være med at planlægge alt for meget – det er det ukendte, der gør turen til et eventyr!
- Sæt jer evt. for at finde den ældste person i byen, den med det længste navn eller lignende.
9. Terningetur
Koncept:
Mød op ved hytten, og hav pakket rygsækkene til at tage på tur – uden at vide hvor I skal hen! Nu skal I de næste 24 timer bruge en terning eller slå plat og krone om, hvor I skal tage hen, hvad I skal lave osv. Det er altså tilfældet, der afgør jeres tur!
Start fx med at slå terning om, hvorvidt I skal tage en bus, hike eller forsøge at blaffe. Falder terningkastet på, at I skal med bus, kan I nu slå om, hvor mange stop, I skal med osv.
Gode tips:
- I er selv med til at opstille rammerne for, hvad I kan slå om. Sørg for, at der er noget på spil, og at der er godt med uforudsigelighed. Det giver en tur, man husker!