3 tips: Sådan får I flere deltagere til åbent hus
1. Inviterer i jeres netværk
De grupper, der har succes med at få mange deltagere til deres åbent hus-arrangementer inviterer deres netværk til arrangementerne.
Opfordr derfor alle I kender med små børn til at deltage; ledere, familiespejdere, tidligere ledere og forældre til spejdere i de små grene. Få fx familiespejderne til at invitere deres venner og bekendte i målgruppen med til arrangementet.
Det betyder meget at blive spurgt personligt, og gør det nemmere som udefrakommende at møde op, hvis man allerede har en social relation til en fra gruppen.
2. Inviter på mange platforme og medier
På baggrund af tidligere Familiespejderdage og Nat i Naturen, kan vi se, at jo flere platforme, en gruppe bruger til at nå familierne i deres lokalområde, des større deltagerantal på arrangementet.
Send derfor både en god pressemeddelelse til lokalavisen, hæng plakater op relevante steder i byen, opret eventet på Facebook (og husk at invitere!), og læg jeres arrangement op i den kommunale kalender (fx Kultunaut.dk).
På siden Hjælp til kommunikation kan I bl.a. finde skabeloner til inspiration, pressemeddelelser, plakater og coverfotos til Facebook.
3. Brug Facebook
Udnyt mulighederne på Facebook: opret eventet, del og like.
Del på spejdergruppens facebookside, del på lokale sider fx ”Alle os i Ringkøbing” og andre relevante sider fx ”Friluftsliv”. Få jeres ledere og familiespejdere til at tilmelde sig eventet og dele det i deres netværk.
Overvejer I at bruge lidt penge på at reklamere for jeres arrangement, kan I fx bruge Facebooks muligheder for at annoncere. Her kan I målrette annoncen til dem, der bor i jeres lokalområde. Det behøver ikke koste alverden, og I kan nemt sætte en grænse for, hvor mange penge I vil bruge (fx 150 kr.)