5 tips: Sådan gør du dit vilde spejderprojekt til virkelighed
Her får du 5 tips til at komme i gang med dit spejderprojekt fra Christian Lind Rasmussen, der selv har sat en solid række spejderinitiativer i søen.
CHRISTIAN LIND RASMUSSEN
Christian er spejder i Prins Hamlet Gruppe i Helsingør. Derudover er han Centerspejder på Gurredam Spejdercenter.
Han kan lide at kaste sig ud i nye projekter og få andre med til at gennemføre dem.
1: Få andre spejdere med på din idé
Overvej, hvem du har brug for på dit hold for at lykkes med dit projekt. Er det lederne, bestyrelsen eller nogle spejdervenner?
Spørg folk personligt og uddyb, hvorfor du netop spørger dem, og hvad det er, du tænker, at de kan bidrage med.
2: Involvér gruppens netværk
Undersøg, hvilke kompetencer I har i netværket, som I kan trække på for at komme i mål.
Det kan f.eks. være, at I har en leder eller forælder med kendskab til kommunen, som kan hjælpe jer med at komme i kontakt med den rette ift. at få behandlet en byggesag.
PROJEKTER, CHRISTIAN HAR VÆRET MED TIL AT OPSTARTE:
Integrationsspejd: Hvor flygtningebørn og -forældre deltager i spejderaktiviteter. 16-20 børn og deres forældre var tilknyttet projektet. Det var en stor succes.
Spejder 5-kamp: Christian har været ansvarlig for Spejder 5-kamp på Gurredam. Et adventureløb for spejdere i alderen 12-15 år med fem faste discipliner og 130 deltagere.
Hjemløseprojektet: Spejderne i Prins Hamlet har samlet ind til en shelter til hjemløse, som de hjemløse kan bruge, når hjemløsecentret lukker kl. 17. Shelteret har været flittigt brugt af hjemløse. Projektet har også vundet Helsingørs innovationspris.
3: Kom i gang med fundraising
Kræver jeres projekt ekstra økonomi? Overvej at fundraise til projektet. Fundraising lyder som en stor opgave, men er faktisk ikke så svært. Involvér gerne netværket i fundraising-arbejdet, så I ikke står med hele opgaven selv.
Sørg for, at projektet passer til fondens/samarbejdspartnerens profil. Overvej, hvad I kan levere til fonden – f.eks. en artikel om projektet, regnskab, oplæg om projektet. Fortæl, at spejderne bidrager ved at lægge deres fritid i projektet.
4: Hold humøret oppe selv når der er dødvande
Med større projekter opstår der tit perioder, hvor projektet står standby. Bare rolig, det er helt naturligt.
Informér alle spejdere/ledere/samarbejdspartnere om, hvordan det står til med projektet – også når der ikke sker noget.
Der skal være et løbende informationsflow for at holde gejsten oppe hos projektgruppen/parterne. Dette kan f.eks. gøres med en fælles Facebookgruppe.
LEDERDØGN 2017
Lederdøgn er et 24-timers event for alle ledere i Det Danske Spejderkorps. Her er fokus på læring, fællesskab og friluftsliv.
Christian har været ansvarlig for workshoppen 'Iværksætteri for begyndere'. I alt er der knap 25 workshops med inspiration om alt fra klatring og digitale friluftsaktiviteter til frivilligkultur, teambuilding og god visuel kommunikation i gruppen.
Læs mere om Lederdøgn og se alle workshops på dds.dk/arrangementer.
5: Sig tak og anerkend
Sig tak til alle, der har været med i projektet og overvej, hvordan du kan give den bedst mulige anerkendelse.
Giv f.eks. en flaske lækker cider eller vin til eksterne samarbejdspartnere, en tjikkerlikker til spejderne og skriv tak til lokalavisen, når de har skrevet en god artikel om jer. Så vil de ofte gerne indgå i et samarbejde igen.