Det Danske Spejderkorps udgiver grøn kogebog
At lave mad sammen over bål er en fantastisk aktivitet til at styrke både sammenhold, madmod og klimahåb. Det er årsagen til, at Det Danske Spejderkorps nu udgiver en grønsagsbaseret kogebog med knap 70 opskrifter på morgenmad, aftensmad og snacks over bål.
Om kogebogen
’Ild, mad og fællesskab’ er kogebogen til dem, der gerne vil lave mere grøn og velsmagende mad i naturen.
Bogen har fokus på at lade børn og unge komme til gryderne og acceptere grove løg i maden. Om at skabe positive børnefællesskaber og håb for fremtiden. Kort sagt: Det er bålmad, der er mere bæredygtig, smagfuld og sjov at lave.
Find opskrifter på blandt andet:
- Marokkansk grøntsagsret med couscous
- Spejderpesto
- Chili sin carne
- Bruschetta med stegte pærer
- Dhal deluxe
- Svampegyros med tzatziki og fladbrød
- Beluga bolognese
- Minutgrød med yoghurtskum
- Græskarsuppe
- Snickerskage med cornflakes
Morten Gade, generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, fortæller, hvordan ’Ild, mad og fællesskab’ tager udgangspunkt i spejderbevægelsens mere end 100 års erfaring med at skabe positive og modige børnefællesskaber i naturen:
”Med kogebogen ønsker vi at vise vores spejdere, hvordan vi kan mødes ved bålet og om maden, og at madlavningen kan få fællesskaber til at vokse sig endnu stærkere. Samtidig opfordrer kogebogen til medbestemmelse, og den gør det nemt for spejderne at tage skeen i egen hånd rent ud sagt.”
Kogebogens opskrifter er udviklet af Haver til Maver, og de er målrettet madlavning, hvor der skal laves mad af mange børn og unge, og hvor der samtidig er mange munde at mætte.
I udarbejdelsen af bogen er der derfor lagt vægt på en tydelig pædagogisk fremgangsmåde, som børnene i høj grad selv kan tage ansvar for. De skal have lov til at tænde bålet, være med til at vælge opskriften og bestemme, hvor maden skal spises. Om den tilgang udtaler Daniel Hervik, som er direktør i Haver til Maver:
”Haver til Maver arbejder for styrke positive, sunde børnefællesskaber med udgangspunkt i grøntsagsdyrkning og madlavning. Den tilgang og de erfaringer vi har med at få børn engageret i køkkenet, har vi haft med i arbejdet med ’Ild, mad og fællesskab’. Med kogebogen i hånden får børn og unge endnu bedre mulighed for at mødes over madlavningen, og vi styrker broen mellem skole og fritid. Det er vi utroligt glade for og stolte over.”
Morten Gade fortæller afslutningsvist, at den nye kogebog er udviklet med henblik på Det Danske Spejderkorps’ ønske om at værne om naturen:
”Som spejdere har vi en stor interesse i at passe på vores natur og på vores planet. Det er noget, som vi gennem kogebogen sætter fokus på, idet vi fokuserer på at skabe endnu større begejstring for grøn mad hos vores spejdere. Bogen er skrevet med optimisme, entusiasme og håb, og vi ønsker at øge børnenes og de unges bevidsthed om, hvordan grøntsagsmad naturligvis er andet og mere end blot tilbehør ved siden af bøffen. Sammen kan vi virkelig gøre en forskel – både for hinanden og for den klode, vi er så heldige at være spejdere på.”
_________________________
Alle spejdergrupper i Det Danske Spejderkorps har mulighed for at hente et gratis eksemplar af ’Ild, mad og fællesskab' pr. gruppe i den lokale Spejder Sport efter udgivelsen den 8. april.
Bogen bliver også uddelt til de andre spejderkorps og række andre friluftsorganisationer, der arbejder med børn og unge. Den vil også være at finde online på dds.dk/bålmad efter udgivelsesdatoen.
Bogen er udgivet med støtte fra Udlodningsmidler til friluftsliv fra Friluftsrådet.