Familiespejder: 'Spis og Spejd' trækker børnefamilierne til
’Spis og Spejd’ handler om at spise sammen i sit spejderfællesskab. Det er familiespejderleder Allan Jagd Ermarch, der står bag konceptet:
”Mad bringer folk sammen, og det at lave ’Spis og Spejd’ gør, at familierne kan mødes i et fællesskab uden omfattende planlægning og høje forventninger”.
1. Silkeborg rummer over 100 medlemmer og spejdere i alle aldersgrupper. Allan Jagd Ermarch startede familiespejd op i august 2016 efter at have været i dialog med gruppeledelsen siden foråret. Netop god planlægning og forberedelse kan være afgørende for at komme godt i gang med familiespejder.
Hos 1. Silkeborg mødes familiespejderne sidste søndag i måneden samt en onsdag midt på måneden. Det er på onsdagsmøderne, at der er ’Spis og Spejd’. Allan Jagd Esmarch bruger en time på forberedelsen:
”På onsdagene spiser vi sammen. Det er altid spaghetti bolognese, og så holder vi et kort lejrbål til sidst. Jeg møder gerne kl. 16, som er omkring en time, før familierne kommer. Her tænder jeg bål og finder grej frem. Så bliver maden sat over, og det sidste bliver klar, så vi kan spise omkring kl. 17.30. Børnene leger frit, indtil vi spiser. Når vi har spist, går forældrene i gang med at rydde op, mens jeg holder lejrbål med børnene og evt. et par forældre til de mindste spejdere.”
Hvorfor ’Spis og Spejd’?
’Spis og Spejd’ var et øjeblikkeligt hit. Både for sammenholdet blandt familiespejderne og for fastholdelsen af spejderne og deres forældre, fortæller Allan Jagd Ermarch.
Ikke kun 'Spis og Spejd'
Familiespejd må også gerne være ambitiøst og krævende. Allan udlever sine vilde spejderaktiviteter på søndagsmøderne: ”Søndagens aktiviteter skal være noget, børnene ikke prøver hver dag. Det skal være spejderrelateret, og det skal få familiens øjne op for naturens muligheder”.
Udviklingskonsulent Stinne Busted Frederiksen fortæller, at netop madaktiviteter som ’Spis og Spejd’ er velegnede i familiespejdergrenen:
”’Spis og Spejd’ passer specielt godt til de travle småbørnsfamilier, som gerne vil deltage i fællesskab og netværk, men som ofte løber tør for timer i døgnet. Her får de et kinderæg med hele tre ting på én gang: De får serveret mad i en travl hverdag. De får tid til at hygge med andre forældre, og så har aktivt samvær med deres egne børn. Samtidig er et koncept som ’Spis og Spejd’ nemt at kommunikere, og der er ikke nogen ubeskrevne forventninger til forældrene."
Sådan gør de hos 1. Silkeborg
Fordi familiespejderne kun mødes en gang om måneden til almindelige møder, skaber det mere kontinuitet og fællesskab at mødes mellem de to mødegange til en hverdagsaften med mad. På den måde er der også større sandsynlighed for at medlemmerne ikke stopper, blot fordi de ikke kan deltage på 1-2 mødegange.
Kopier Allans køreplan for 'Spis og Spejd':
- alting skal gøres så let som muligt!
- samme ret hver gang som alle kan lide
- en opskrift, der er billig og let at gange op. Gruppen betaler maden.
- bålet tændes med ukrudtsbrænder og i bål-rør med tilhørende passende gryder
- brænde ligger klar, det sørger andre i gruppen for
- der spises/drikkes af engangsservice.
Om idéen med at spise af engangsservice, fortæller Allan Jagd Ermach: "Det er ikke særligt 'spejderagtigt', men det er, det der skal til, for at jeg kan overkomme det ene mand. På den måde får forældrene også en oplevelse af, at det godt kan lade sig gøre at lave mad på bål."
Hvad kræver det at starte spis og spejd med familiespejdere?
Hos 1. Silkeborg har de en bålhytte med brændeskur og det rigtige grej som bålrør og gryder samt ukrudtsbrænder til at starte bålet.
Det kan også klares med mindre udstyr, hvis man er lidt flere til at hjælpe. Man kan fx også inddrage forældre og børn i forberedelse, madlavning og oprydning.
"For os handler det mest om, at det skal være let bare at dukke op og få sin aftensmad serveret. Det er et arrangement med lav dørtærskel", afslutter Allan Jagd Ermarch.