Gruppeleder: Sådan gik vi fra udbrændthed til ny energi
Hvordan kommer man som spejdergruppe videre fra en situation med lav energi og udmattede ledere? Man skal satse på fællesskabet, fortæller gruppeleder i 1. Ordrup Gruppe, Johanne Sofie Roelsgaard Bangs:
"Hvis man spoler tiden tilbage til for tre år siden, var vi en gruppe, hvor lederantallet faldt, og vi var ikke nok ledere til at have tre grene. Vi var gamle ledere, der kørte i samme rille, og vi havde ikke fået særligt mange nye ledere ind. Til hvert ledermøde talte vi om problemerne, og der var en negativ og modløs stemning.
Nu har vi en gruppe, som folk gerne vil være ledere i, og vi er gode til at snakke om, hvad der går godt. Vi besluttede os for at gennemføre en masse små ting med kort tidshorisont i stedet for primært at snakke om tingenes tilstand.
En af de ting, vi gjorde, var at samle alle grenenes møder, så de ligger den samme dag. Det gør, at der altid er en leder, som kan hjælpe til i en anden gren, og lederne får også et andet fællesskab sammen. Når man mødes en gang om ugen, kan man også snakke om alle mulige andre ting, som ikke har med spejder at gøre, og det styrker fællesskabet."
"Vi har også prioriteret i vores arrangementer og ture. Det nytter ikke noget, hvis alle aktiviteterne handler udelukkende om spejderne. F.eks. har vi årligt en leder-seniorjulefrokost. Den gør, at de, som ikke er ledere, kan se sig selv i gruppen, og den vedligeholder en relation til gruppen. Vi er 60 indmeldte i gruppen, og de 30 er over 20 år gamle, så vi har et stort seniornetværk, der gerne vil hjælpe til.
På spejdernes lejr var vi ca. 55 fra gruppen afsted, og der var opbakning fra stort set hele gruppen - ung som gammel. De sidste par år har vi også haft en ledervogn med til Oak City Rally, for at lederne deltager aktivt og ikke kun som støtte på et spejderløb.
Jeg arbejder aktivt på at finde den rigtige rolle i gruppen til den enkelte leder. For nogle ledere er det den traditionelle lederrolle, mens andre går forrest, når vi skal renovere vores hytter. Man bliver nødt til at snakke ærligt med folk om, hvad de vil i gruppen og hvor de ser sig selv. Noget af det værste er, hvis folk ikke lever op til aftaler. Det hjælper ledersamtaler med at afklare. Jeg lægger meget vægt på, at folk siger, hvad de gør, og gør hvad de siger.”