Inspiration til arrangementer
Når I overvejer hvilket arrangement, I vil afholde, er det en god idé at tænke over, hvad I vil have ud af arrangementet. Er det er flere spejdere, flere frivillige/ledere eller generelt mere lokal synlighed? Det er vigtigt at overveje, da det hjælper med at finde ud af, hvilket arrangement der passer til jeres behov.
Åbne arrangementer, hvor folk kan se, hvad I laver
Åbne arrangementer er med til at give folk i lokalområdet et indblik i, hvad I laver i jeres spejdergruppe, hvilket kan være med til at give dem lyst til at prøve det selv. Her kan du se en række forslag til åbne arrangementer, I kan afholde i gruppen.
Nat i Naturen er et årligt arrangement, hvor alle i gruppen sover en nat udenfor – læs mere om det her
Spis&Spejd (fællesspisning og åbent hus) er en blanding af åbent hus og fællesspisning. Her vil spejderne lave forskellige spejderaktiviteter, hvor alle kan være med. En af aktiviteterne kan fx være mad over bål, hvor maden til fællesspisningen laves. På den både kan I vise lokalområdet, hvad spejder går ud på.
Vennedag afholdes som et spejdermøde, hvor alle spejdere kan tage en ven med – læs mere om det her
Oprykning, hvor alle kan komme, er ligesom en normal oprykning, men hele byen er inviteret til at se oprykningen. Eventen kan bruges til at give lokalsamfundet et indblik i, hvad spejder er - også selvom det selvfølgelig er et atypisk møde.
Åbent hus ved fødselsdag eller jubilæum er en god måde at få de lokale - og måske endda den lokale presse - til at komme til åbent hus på spejdergrunden. Konceptet minder om et normalt åbent hus, men her er en anledning, som kan være med til at tiltrække lokalpressen.
Åbne spejdermøder, hvor forældre kan komme til de første eller sidste 30 minutter af mødet, så de kan se, hvad deres børn laver og få en snak med lederne. Stil kaffe frem og lad en leder stå ved den, så der er nemt at få en snak.
Hvor Nat i naturen og Vennedag holdes for at få flere spejdere, og åbne spejdermøder holdes for at tiltrække nye ledere og engagerede forældre, så kan de øvrige arrangementer både give flere spejdere, flere ledere og frivillige, samt skabe mere synlighed i jeres lokalområde.
Arrangementer der holdes for de lokale
Hvor de forskellige arrangementer ovenfor viser, hvad spejder går ud på, så er de følgende arrangementer mere involverende for de lokale og skaber større lokal synlighed, hvilket på sigt give flere spejdere, frivillige og ledere.
Sommerspejd (spejder for en dag/døgn) er et event, hvor de lokale børn kan komme og prøve at være spejder for en dag. Dette arrangement kan afholdes hele året - dog er en dag i sommerferien en oplagt mulighed, da børnene har fri fra skole.
Byløb/skattejagt/natløb for familier kan holdes som events for alle byens familier og også for turister. Konceptet kan være meget forskelligt, da det både kan gøres som et byløb, skattejagt eller natteløb.
Når sådanne events skal planlægges, er det vigtigt at tænke over, at aktiviteterne skal passe til den aldersgruppe, I prøver at ramme, ligesom det også skal målrettes familier, som måske ikke har så meget spejdererfaring på forhånd.
Fastelavn kan holdes i hytten og indebærer, som normale fastelavnarrangementer, udklædning og at slå katten af tønden. Her kan man have flere forskellige tønder, så forskellige aldersgrupper kan slå katten af tønden.
Sankt Hans kan afholdes på spejdergrunden, og kan op-og nedskaleres alt efter, hvad i har lyst til i gruppen. Lav et stort bål, køb skumfiduser og find de gamle sangbøger frem, så er I klar til en hyggelig Sankt Hans for alle aldersgrupper. I kan også udvide arrangementet med grill, aktiviteter eller mini-tivoli!
Spøgelseshus til halloween er en sjov og anderledes måde at tiltrække børn og familier til spejdergrunden. Arrangement kan indebære en labyrint eller anden form for spøgelseshus på spejdergrunden, som skal skræmme børn og måske voksne. Her skal der igen tænkes over, hvilken aldersgruppe I prøver at ramme, så I tilpasser de skræmmende elementer til den ønskede aldersgruppe.
Alt det praktiske
For alle arrangementer gælder det om at være ude i god tid. Det er dog forskelligt fra hvert arrangement, om det:
- Kun skal ud til spejderne
- Skal ud til spejderne og til lokalsamfundet
- Kun skal ud til lokalsamfundet
Derudover der det vigtigt, at arrangementet er grundigt planlagt, så det er tydeligt, at I har styr på, hvad I laver, og ikke virker rodet for de lokale.