Læring foregår ikke kun i klasselokalet

”Det, børn og unge lærer til spejder, er læring for livet”, siger Kasper Kiilerich, som er spejder og uddannet folkeskolelærer. Gennem sit arbejde og sin fritidsinteresse, har han set og oplevet to forskellige måder at gribe læring an. Og han er overbevist om, at børn og unge lærer noget til spejder, som de ikke lærer i skolen. ”Undervisning i skolen drejer sig i stigende grad om at lære for at bestå den næste prøve” forklarer Kasper Kiilerich og fortsætter: ”Og typisk foregår det ved såkaldt røv-til-sæde undervisning”.

Til spejder er der langt videre rammer for, hvordan læringen kan foregå og evnen til at binde råbåndsknob bliver ikke vurderet med en karakter fra -3 til 12. Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke lærer noget værdifuldt til spejder.

”Den praktiske betydning af at lære raftebyggeri, knob og kompas er måske begrænset i 2015. Men vi bruger det som midler til at opnå samarbejds-, kommunikations-, projekt- og ledelsesevner. Det er ting, som man ikke nødvendigvis lærer i den almindelige folkeskole, men som er vigtige for at klare sig godt i samfundet”, pointerer Kasper Kiilerich.

To forskellige læringsformer

De to læringsformer, som børn og unge møder i skole og til spejder kaldes for formel og uformel læring. I skolen hersker den formelle læring, hvor læreren har svaret på, hvad der skal læres, og elevernes læring testes efterfølgende. Til spejder er det helt anderledes: ”Spejder har en langt mere uformel læringsramme, hvor det handler om at samskabe læringen i et fællesskab mellem børn og leder, og hvor den voksne i langt højere grad forholder sig vejledende og ikke kender svaret på en given udfordring på forhånd”, forklarer Kasper Kiilerich.

”Det kan godt være, at lederen har en arbejdstegning på, hvordan man kan bygge en blide til at accelerere en termokop, men det kan også sagtens være, at spejderne finder på en mere effektiv metode”.

I den uformelle læring står det ikke altid klart, hvad læringsmålet for aktiviteten er. Det handler ikke blot om at accelerere en termokop mest effektivt, men om at tilegne sig andre egenskaber som samarbejdsevne og personlig udvikling. Og netop fordi læringen ikke efterfølgende bedømmes på en karakterskala, er det vigtigt at snakke med spejderne om den.

”Der ligger en kæmpe udfordring i at få spejderne til at se værdien i det, der læres”, understreger Kasper Kiilerich. ”Lederen skal huske det sidste element i learning-by-doing og få spejderne til at italesætte, hvad de har lært. Der er tit tale om en praktisk og en erfaringsbaseret læring, som ikke umiddelbart står klart”.

Også omgivelserne for læring adskiller sig fra det traditionelle klasseværelse. Til spejder foregår læringen ofte udenfor, og det har en betydning, mener Kasper Kiilerich: ”Sanserne bliver stimuleret helt anderledes, når der læres udenfor - man hører naturens lyde, føler vinden og temperaturen. Det udendørs rum skaber højt til loftet og fordrer en aktiv læringsstil.”

De anderledes omgivelser gør, at spejderen bliver både åndeligt og kropsligt stimuleret. Og det giver også plads til en anden form for deltagelse. ”Jeg oplever ofte, at dem der deltager aktivt udenfor er nogle andre end dem, der normalt kommer til orde i klasselokalet”, siger Kasper Kiilerich.

Modvægt til X-factor-kulturen

Kasper Kiilerich mener, at det børn og unge lærer til spejder er yderst aktuelt. ”Samfundet bliver mere og mere individualiseret i disse år. Der er nærmest tale om en X-factor-lov, hvor dem ,der tør at stille sig frem, kommer frem uanset, om de har talent eller ej”, siger Kasper Kiilerich, ”Spejderbevægelsen skal være en modvægt til mig-kulturen og lære de unge værdien af samarbejde og personlig udvikling gennem relation til andre. Evnen til ikke at blive så egocentreret er noget af det vigtigste vi lærer dem”.

Det skyldes i høj grad, at spejder til forskel fra skolen er et interessebaseret fællesskab: ”Til spejder oplever man, at det man brænder for, har en værdi for andre end en selv. Den uformelle læring i interessefællesskaber er selvtillids- og selvværdsfremmende”, forklarer Kasper Kiilerich.

”Til spejder lærer børn og unge at samarbejde efter indre motivation og værdier, frem for ydre styring som højere karakterer og forfremmelse”. Ifølge Kasper Kiilerich er det det, der gør, at mange af spejdere også bliver gode ledere i deres arbejdsliv. ”Evnen til at være motiveret af værdier frem for mere i løn er essentielt i et samfund, hvor ’rich and famous’ godt kan gå hen og blive normen”, understreger han.

Spejderbevægelsens fokus på samfundsansvar og ansvar for ens medmennesker er også yderst aktuelt. Og det er ting, der nødvendigvis ikke læres i skolen ”Vi har ikke socialt ansvar på skoleskemaet. Men til spejder opdrages vi til at bidrage til noget, der er større end os selv, og som har nytteværdi for andre end bare mig alene. Det er det, der menes med duty-to-others”, siger Kasper Kiilerich.

Slip børnene fri

Men hvordan sikrer man, at spejderne rent faktisk også lærer de her vigtige egenskaber? Ifølge Kasper Kiilerich handler det om, at man skal undgå at genskabe den situation, børnene kender fra skolen. ”Det er afgørende, at lederne tør acceptere ideen om ’børn leder børn’ og ’unge leder unge’. Man skal turde give møderne og mødernes indhold langt mere fri”, forklarer han.

Som voksen kan det være en udfordring at slække på kontrollen, men det er det, der fremmer spejdernes læring. ”Det oprigtige ansvar og den oprigtige nysgerrighed opstår ikke, når børnene ved, at svaret er givet på forhånd. Jo mere man pakker sig selv væk og giver børnene fri, jo mere lærer de” siger Kasper Kiilerich.