Retten er til to-tre personer
Udstyr
Grillrist, sigte, varmeresistente handsker, pande
Ingredienser
2 røde snackpebre
1 rødløg
2 store håndfulde cherrytomater, gerne i forskellige farver
2 spsk olivenolie
Salt
1 tsk spidskommen
1 fed hvidløg
1 ds koncentreret tomatpuré
5 æg
1 håndfuld bredbladet persille
Sådan gør du:
1. Tænd bålet og lad det brænde til gløder.
2. Læg de røde pebre i bålet, indtil de er sorte overalt og falder let sammen.
3. Sæt grillristen ca. 15 cm over gløderne.
4. Skræl og skær rødløget i kvarter. Grill på skæresiderne, indtil de har taget godt med farve.
5. Læg cherrytomaterne i en sigte, dryp med olivenolie og drys med salt. Læg sigten direkte i gløderne og lad tomaterne få godt med farve. Ryst sigten undervejs.
6. Tag peberfrugterne ud af bålet og skrab alt det sorte af, fjern toppen og kernerne og læg dem i en pande sammen med løg og tomater. Sæt panden på bålet og tilsæt olivenolie, spidskommen og finthakket hvidløg. Lad det stege godt igennem et par minutter. Tilsæt så tomatpureen, så det akkurat dækker grøntsagerne, krydr med salt og slå æggene ud.
7. Lad retten boble over gløderne i 10-12 minutter, eller indtil æggehviden er sat, og blommen er flydende. Lad fra nu af for himlens skyld være med at røre i retten. Drys med finthakket persille og server rygende hed.
Opskriften kommer fra bogen 'Grøn bålmad' af Eva og Nicolai Tram.