Retten laves bedst på pagodebål eller lænebål
Ca. 2 personer
Ingredienser
2 torskefileter, ca. 100 g pr. stk.
2 æggehvider
1 spsk smør
1 citron
8 små karotter
6 friske ærtebælge
10 små nye kartofler
1 bdt kørvel
Salt
Sådan gør du:
1. Tænd bålet og find en stor tør sten, som lægges i bålet. Den skal være tør, da en våd sten kan springe, når vand inde i stenens fuger fordamper pga. den høje varme.
2. Læg et stykke bagepapir på bordet og pensl det overalt med æggehviden. Læg et nyt stykke bagepapir ovenpå og lad æggehviden klistre de to sammen. Midt på papiret og lidt til den ene side lægger du den ene torskefilet. Læg en klat smør på fileten, drys med salt og læg en skive citron ovenpå. Læg 4 karotter oven på torsken og bælg halvdelen af ærterne og læg ved. Afhængigt af størrelsen skæres kartoflerne i halve eller kvarter, så de ca. er på størrelse med en halv oliven, og de kommes ved. Læg til sidst et par kviste kørvel på.
3. Pensl kanterne på bagepapiret og fold det på den lange led over fisken, til kanterne mødes. Fold kanten, som skulle du lave en calzone-pizza – ved hver fold pensler du med æggehvide, dette forhindrer pakken i at gå op. Gentag med den anden torskefilet. Læg pakkerne på den varme sten i gløderne og lad den puffe op. Vend pakkerne på hovedet og lad dem tilberede videre i ca. 4-5 minutter. Lad dine gæster selv åbne hver sin pakke med en skarp kniv eller saks, så de kan nyde den fantastiske duft, når pakken åbnes.