Sådan Gør vi hos os: 1. Ry Trop
Hvad er I for en trop?
Som udgangspunkt er det unge i 6.-9. klasse. Overgangen til klanen er lidt flydende, fordi mange er på efterskole i 10. klasse. Pt. har vi ingen i 9. klasse, men til gengæld mange 6. og 7. klasse, og nogle få 8. klasses børn. I alt har vi pt. 4 patruljer.
Hvad skal tropsspejdere opleve hos jer?
Hos os forsøger vi at lægge så meget selvbestemmelse ud til spejderne som muligt. Det vil sige, at de almindelige møder gennem året er planlagt at tropsspejderne selv, eller af et par klan-spejdere vi har til at hjælpe.
Hvad gør I hos jer, for at give spejderne medbestemmelse?
Vi spørger 6-8 af de ældste og mest erfarne spejdere om de vil være patruljeledere. Der skal helst være to patruljeledere til hver patrulje. Vi skelner ikke så meget mellem patruljeleder og patruljeassistent, i stedet vil vi hellere have to ligeværdige patruljeledere.
To gange om året inviterer vi (der er mødepligt 😊) til planlægnings dag/weekend for patruljelederne.
Planlægningsdagene startes med en fælles brainstorm, hvor alle kommer med ideer til temaer for møderne. Derefter sætter patruljelederne sig to og to, og planlægger hvad de vil arrangere for deres patrulje, så detaljeret som muligt.
Som tropsleder hjælper vi med at strukturere planlægningen, og med at vurderer om det planlagte passer nogenlunde til et møde; om der skal mere til eller det eventuelt skal fordeles over to gange.
Planen for hver patrulje printes og lægges i spejderhytten. Hver uge taler vi kort om, hvad planen for næste uge er, om der skal købes noget ind osv.
Hvad er dit hemmelige trick for at gøre et møde eller en tur ekstra fed?
Så vidt muligt, at lade spejderne selv bestemme. I forhold til ture, så planlægger tropslederne hvor og hvornår, og til dels indhold, men afhængig af hvilken tur, der er tale om, kan vi godt bede patruljelederne planlægge noget enten for alle, eller for hver sin patrulje.
Hvad gør I for, at det både er sjovt for de yngste og de ældste spejdere i troppen?
Det er en evig udfordring, men vi forsøger at komme det i møde på planlægningsdagene, hvor vi har fokus på at møderne bliver planlagt så alle kan være med. Ud over spejdermøderne får patruljelederne, dvs. som udgangspunkt de ældste, et selvstændigt fællesskab omkring at planlægge møderne. Ofte mødes patruljelederne også lidt før og bliver lidt efter møderne, og her har de også deres eget fællesskab. Det kan til dels opveje, at de "må trækkes" med de yngste tropsspejdere på møderne.
Hvad er dit gode råd til en ny tropsleder?
Lyt til spejderne, hvad vil de gerne, og få dem inddraget i planlægningen.
Derudover siger vi altid til nye tropsspejdere, at der to ting til at få at møde skal blive godt;
- en god planlægning; den står patruljelederne for, med vores hjælp,
- nogle oplagte og interesserede patruljemedlemmer, som er med på de ideer som patruljelederne kommer med. Det vil sige, ALLE i patruljen har et ansvar for at det bliver et godt møde.
Har du en aktivitet i ærmet, som bare altid virker?
Selv har jeg ingen aktiviteter i ærmet, men vi har tre klanspejdere tilknyttet troppen, som kommer på stort set hvert møde, og de er gode til at hive ting ud af ærmet.