Sådan lavede vi et kanoforløb for troppen
Er kanosejlads kun noget, der kan foregå på søer eller åer, som Suseåen og Arresø?
Eller byder vores mange fjorde, vige og bugter på uanede nye muligheder for spændende naturoplevelser på vandet?
Det var det spørgsmål, vores tropsspejdere i Balder Hedehusene Gruppe i 2018 satte sig for at svare på, bl.a. med støtte fra Det Danske Spejderkorps’ Udviklingspulje. I 2018 lavede vi i troppen derfor et større forløb i kanosejlads, som blev en stor succes.
Forberedelse og øvelse
Som med alt andet spejderarbejde kræver søspejderaktiviteter god forberedelse. Derfor havde troppens ledere forberedt et mødeforløb inden turen, hvor alle elementer af padling i kano blev instrueret og øvet.
Nær ved troppens spejderhytte ligger det store rekreative område Hedeland. Her er der nogle store søer og kanaler, som er meget velegnede til træning i kanosejlads.
Da alle var fuldstændig begyndere, startede forberedelserne med det helt basale. Spejderne prøvede at tage redningsvesten rigtigt på. Herefter øvede spejderne at løfte kanoen og sætte den i vandet på en måde, der både er sikker og tager hensyn til den natur, vi alle er brugere af.
Dernæst fulgte øvelser i manøvrering af kanoen. Vi øvede grundlæggende bevægelsesmønstre og padletag: Frem, tilbage, sidelæns og rundt om sig selv.
Manøvrering blev leget ind
På kort tid blev spejderne så dygtige, at forberedelserne kunne indeholde lege. Manøvreringslege som ”Kongens efterfølger” og ”Bytte plads uden at kæntre” var populære. Det samme var ”Kanobold” – en leg, spejderne selv fandt på.
Kanobold:
To plastikkasser opsættes på modsatte bredder. Plastikkasserne fungerer som mål. Spejderne opdeles i to hold. Bolden må nu dribles og skubbes gennem vandet med padlen eller kastes til en anden kano på holdet.
Sidste møde før turen var der kæntringsøvelse og kammeratredning. Alle lærte at vende en kæntret kano og hjælpe kammerater op i kanoerne igen. Så var vi klar til turen.
Færdighederne skulle afprøves på tur
Turen var henlagt til Roskilde Fjords sydlige del, hvor de små næs, vige og lavvandede områder er optimalt farvand for små og lette både som kanoer og kajakker.
Den planlagte rute var på 12 sømil (ca. 22 km), som blev tilbagelagt på tre dage i Pinsen. Det var en fin passende distance for spejderne. Husk, at det er fysisk krævende at padle lastede kanoer – især hvis vinden er hård!
Det er ikke tilrådeligt at sejle ud i åbne farvande i kano eller kajak, hvis det blæser mere end 4 m/s, og man bør så vidt muligt holde sig til kystnær sejlads. Et opmærksomhedspunkt, der er ekstra vigtigt, hvis spejderne er på deres første længere kanotur.
På denne tur var vejrforholdene dog perfekte: Tørvejr og svag vind. Fjorden stod spejlblank, og solen strålede fra en klar blå himmel det meste af tiden.
Kanobivuakker holdt regnen ude
Vi havde et enkelt kraftigt tordenvejr. Her var vi dog nået i land og havde slået vores kanobivuakker op.
Vejret kan skifte hurtigt på vandet, så det er en god idé hele tiden at holde øje med skyerne og ændringer i vindforholdene, så man kan søge land i tide, hvis en regnbyge pludselig skulle dukke op.
I land foregik madlavning på stormkøkken, hvilket er en god idé at medbringe på kanotur. De fylder ikke meget i kanoerne, og det er ikke altid, man kan regne med at finde brænde eller bålsteder på overnatningspladserne.
Hav maden klar - også på vandet
Derudover kan det anbefales at pakke kanoerne, så frokosten er tilgængelig, mens der sejles. Det er så hyggeligt at samle kanoerne i en flåde og sidde i fællesskab ude på vandet.
Sørg også for, at hver kano altid har energibarer eller noget frugt inden for rækkevidde, hvis man trænger til et skud energi under en hård sejlads.
I lejren om aftenen er der tid til badning, brætspil og hygge. Og man sover så dejligt om natten, når man er godt træt!
Efter tre dage endte turen i Borrevejle Vig, hvor spejdere og kanoer blev samlet op og kørt hjem.
Og for at vende tilbage til det indledende spørgsmål, så er svaret et stort ”Ja!” – kanoer kan godt bruges til andet end søer og åer i spejderarbejdet.