Sådan undgår du skovflåten
Flåten i sig selv er ikke farlig, men cirka en tredjedel af skovflåter er bærere af borrelia-bakterien. På Bornholm og Sjælland findes i nogle flåter desuden virussen TBE, som kan give hjernebetændelse.
Her får du fire gode råd til et friluftsliv fri for flåter.
1. Undgå at blive bidt
"Duh", tænker du nok. Men der er faktisk flere ting, du kan gøre for at minimere sandsynligheden for at blive bidt.
Flåt eller tæge?
Mange har for vane at bruge ordet ’tæge’ om flåter. En tæge er dog et helt andet dyr.
Hav gerne lange bukser og langærmet trøje på, når du fx går rundt i knæhøj bevoksning. Glem også modepolitiet for en stund, og træk sokkerne godt op over buksebenet.
I de senere år er det desuden blevet muligt at købe decideret flåtspray, der skulle minimere risikoen for flåtbid.
2. Tjek dig løbende for flåter
Flåter kan kravle rundt på kroppen i nogen tid, før de finder et godt sted at bide sig fast. Tjek derfor dig selv og hinanden for flåter, når I har gået rundt i potentielt flåt-terræn.
3. Se efter de skjulte steder
Flåter har det med at bide sig fast ’skjulte’ tyndhudede steder, der kan være svære at tjekke, mens I er på farten. Når I når frem til lejrpladsen, så giv derfor dig selv og hinanden et grundigt tjek i fx armhuler, bag ørerne, navlen, knæhaser, lysken m.m.
Sygdomme, som flåten kan bære på
Borrelia
Borrelia-bakterien kan i grelle tilfælde føre til lammelse og hjerteproblemer. Den behandles med antibiotika. Er du blevet bidt af en flåt, så hold øje med, om du i tiden efter udvikler et rødt, cirkelformet mærke, hvor flåten har siddet. Mærket skal have en vis størrelse (diameter større end en 2-krone). Der findes dog også tilfælde, hvor borrelia kan udvikle sig uden disse synlige symptomer. Hos visse apoteker kan man desuden købe en borrelia-test. Oplever du symptomer på borrelia, bør du opsøge læge.
TBE
TBE-virus giver typisk influenza-lignende symptomer, men kan udvikle sig til hjernebetændelse og, i grelle tilfælde, give varige neurologiske men. Modsat borrelia overføres TBE umiddelbart efter et flåtbid. TBE er blevet påvist hos flåter på Bornholm og Nordsjælland, og er desuden udbredt i bl.a. Sverige. Det er muligt at blive vaccineret mod TBE, hvis man fx opholder sig meget i de områder, hvor TBE er udbredt.
Borrelia overføres nemlig ikke med det samme – faktisk går der som regel mindst 24 timer fra bid til overførsel. Så selvom en flåt har bidt sig fast og suget blod i nogle timer, har den altså ikke nået at overføre bakterien endnu.
4. Fjern flåten med almindelige redskaber
Har du fået en flåt på dig, så styr uden om gamle folkeråd med petroleum, smør, åben ild og andet.
Brug en almindelig pincet, en flåtfjerner (findes i outdoor-butikker) eller bare dine fingernegle til at fjerne flåten. Pas på med ikke at klemme på flåtens krop, når du fjerner flåten. Ellers risikerer du, at flåten tømmer sin mave, hvori borrelia-bakterien findes.
Hvis flåtens hoved eller kæber bliver siddende, udgør det ikke nogen smittefare, da det som sagt er i maven, at bakterien findes.