Udelivet som Psykologisk Terapi

“Adventure Therapy handler om at bruge friluftslivet på en terapeutisk og udfordrende måde. Det udfordrende element handler om oplevet risiko, altså at aktiviteterne skal være udfordrende og spændende for den, som oplever det,” siger Tinna Mariager, som lige har skrevet speciale om emnet.

Hvis man spørger Tinna Mariager, er der mange fordele ved at benytte sig af terapi i det fri frem for at angribe psykisk sårbare unges problemer på traditionel vis.

“Noget af det bedste ved naturen er, at der altid findes en naturlig konsekvens, som man ikke er herre over. Man kan forestille sig et friluftsterapiforløb hvor nogle unge er afsted på vandretur og får at vide, at det senere på dagen vil begynde at regne, og at de derfor skal pakke deres regntøj øverst i tasken,” begynder Tinna Mariager.

Tinna Mariager fortsætter med at forklare om, hvordan mange utilpassede unge har et anstrengt forhold til autoriteter og at en af dem måske i dette tilfælde derfor ville vælge at ignorere det gode råd.

Det betyder, at denne må finde sig i resten af gruppens irritation over ventetiden og sin egen irritation over sit eget gennemblødte tøj, mens vedkommende finder regnjakken frem fra taskens bund, når det står ned i lårtykke stråler. “Det kan man ikke forklare i et lukket lokale,” siger hun.

“Og så er det jo sjovt! For unge, som ikke gider gå til en psykolog og sidde og snakke med en pakke Kleenex imellem dem, virker det langt mere tiltalende at komme ud i naturen.” tilføjer Tinna Mariager.

Friluftsterapi i praksis

“Det er allerfedest at opleve, når de unge rent faktisk kan bruge det, man lærer dem, til noget. Når en pige for eksempel kan koble dagens aktivitet til en situation fra skolen og lære af det. Det er derfor, jeg synes at Adventure Therapy er interessant - fordi man lærer af det,” siger Tinna Mariger og fortæller om sine egne oplevelser.

“Jeg var  på en tur med en gruppe psykisk sårbare unge, hvor en vejleder gjorde mig opmærksom på, at der sker noget helt andet med de unge, når de kommer ud i naturen. Hjemme på institutionen kan de melde sig ud af fællesskabet og gå ind på et værelse og lukke døren.

Med Adventure Therapy er der en masse muligheder for at tvinge dem til at være sammen, og for denne her type mennesker er det både rigtig gavnligt og en kæmpestor udfordring. Det er måske ikke noget, som volder de store problemer blandt spejdere, men på turen var der alligevel en af drengene, som satte sig over i et hjørne af shelteren og skærmede lidt af for sig selv.”

Selvom det ikke umiddelbart var særligt konstruktivt, kunne det, at drengen fravalgte fællesskabet vendes til noget positivt og lærerigt.

“Det fede var, at mange af dem på turen var ret mørkerædde, og da vejlederen foreslog, at vi skulle gå en tur, ville han først ikke med. Men det blev den unge nødt til, for ellers ville han blive ladt alene tilbage i mørket. Her er der igen tale om en naturlig konsekvens, som i dette tilfælde var at blive efterladt i mørket, hvis man trak sig fra fællesskabet.”

I et andet tilfælde har Tinna Mariager set en gruppe unge tage en besværlig og mudret vej op ad en bakke, og selvom der i første omgang ikke var meget succesoplevelse over gennemblødte sko og mudrede knæ, kunne oplevelsen via italesættelse omdannes til konkret læring om, at man ikke nødvendigvis behøver at følge med strømmen, men gerne må tænke for sig selv - der var nemlig en lettere vej op ad bakken, og ingen havde sagt de unge, at de partout skulle tage den direkte vej.

Naturen som tillidsøvelse

Den naturlige konsekvens gør andet end bare at tilføre et element af learning by doing. Den nedbryder det hierarki, der er mellem deltageren og vejlederen, idet vejlederen også bliver våd, når det regner, og kan komme til skade, hvis en deltager slipper taget i en sikring eller undlader at handle, når det virkelig gælder.
“Når vi laver Adventure Therapy er vi alle i samme båd!” siger Tinna Mariager.

Man kan fristes til at sige, at naturen er en stor tillidsøvelse. Hvis man som instruktør er med sine deltagere ude i udfordringerne, nedbrydes hierarkiet effektivt, og man kommer ifølge den unge psykolog bedre i øjenhøjde med børn og unge.

“Det handler om at opleve naturen sammen med de unge, og så håber jeg da på, at de vil opdage, at voksne og autoriteter ikke er så slemme endda, og at de tænker, at deres vejleder egentlig er helt OK!”

Tag højde og hensyn

Det er vigtigt at være klar over, at psykisk sårbare ikke nødvendigvis kan det samme som gruppens mest hardcore adventureracere, måske fysisk men absolut ikke psykisk. Som Tinna Mariager udtrykker det: “Det ville ikke være en god ide at sende en gruppe psykisk sårbare på Solaris, fordi løbet ikke er tilpasset deres udfordringer og muligheder.”

I stedet bør man som leder føle sig frem til, hvordan den enkelte udfordres bedst i naturen.

“Jeg tror, at det handler om at have en viden om, hvordan alle mennesker er forskellige og skal behandles forskelligt. En person med autisme er vidt forskellig fra en anden, men man behøver ikke at være psykolog for at kunne spore sig ind på, hvordan den enkelte bliver bedst udfordret i naturen.”

Tinna Mariager er overbevist om, at man sagtens kan få integrationen af de psykisk sårbare unge i friluftslivets glæder, og behandle deres udfordringer via dette, til at fungere, hvis man blot husker på hele tiden at italesætte både negative og positive oplevelser, for de kan ikke altid selv se relationerne til deres hverdag. “Snak med børnene og de unge om, hvad de har lært og hvordan de kan koble det til noget i skolen eller deres hverdag,” siger Tinna Mariager.

Hun siger, at man altid skal forsøge at gøre det så konkret som muligt, når koblingen skal laves, ligesom det for eksempel blev gjort i situationen med den mudrede bakke.

“Man må have en viden om, at succesoplevelser skaber flere succesoplevelser, men man må ikke bare lade stå til. Man skal rose dem og gøre dem opmærksomme på det, hver gang de klarer en udfordring, for det er ikke sikkert, at de ved det selv. Det er vigtigt at sætte en streg under og sige: Ved du hvad, det er fandeme sejt, det du har klaret i dag!”

Vi har alle et forhold til naturen

Slutteligt fortæller Tinna Mariager om grundpræmissen for friluftsterapien, nemlig at alle mennesker har et eller andet forhold til naturen - det har de nødvendigvis ikke til psykologer og terapilokaler.

“Selvom alle er forskellige, har man alligevel sin basis i naturen, og denne kan bruges som udgangspunkt. Jeg tror, at det er gavnligt for alle mennesker at komme ud i naturen, hvis man for eksempel har en svær hverdag. Så kan man komme ud og være i et fællesskab, hvor der er nogle andre og mere ligetil logiske konsekvenser af ens handlinger,” siger Tinna Mariager.