Guide: To simple bivuak-typer
Uanset om du vil bygge en bivuak med en tarp eller udelukkende af naturmaterialer, er der to overordnede konstruktioner, der er nemme at gå til og giver dig et godt ly for natten. Prøv at bygge dem under rolige forhold, før du drager på langtur. Øvelse gør mester.
1. DiamantenSådan gør du: Find et træ, en solid gren eller vandrestav. Lokaliser vindretningen og sørg for, at åbningen vender væk fra den. Bind en snor fast til træet i brysthøjde, og træk den stramt ned til jorden ca. 2,5 meter væk, og sæt den fast med en solid pløk.
Tag det ene hjørne af din tarp og sæt fast til snoren tæt ved træet, og tag det modsatte hjørne og sæt fast der, hvor snoren sidder fast i jorden. Herefter spændes resten af tarpen ud, så den flugter med jorden, så der ikke kommer luft ind.
Med naturmaterialer: Hvis du ikke har en tarp, og gerne vil lave shelteren af materialer fra skoven, så kan du med fordel bytte den bærende snor ud med en solid gren. Herefter bygges der op med grene i faldende højde. Husk at trykke dem godt ned i jorden, så de ikke falder ved det første vindpust. Herefter kan den dækkes med fx granris.
Sådan gør du: Find to træer med passende afstand til din tarp. Hvis du ikke har to træer, så kan du bruge solide grene eller vandrestave til de to punkter.
Bind en snor stramt ud. Læg din tarp over snoren, og stram ud i de fire hjørner, så tarpen er strammet godt ud, og den slutter tæt mellem tarp og jord.
Med naturmaterialer: Hvis du ikke laver shelteren med en tarp, men med naturmaterialer, kan du med fordel skifte den bærende snor ud med en gren, du besnører fast mellem de to træer.
Herefter sættes en lang række grene op ad overliggeren i en ca. 35-45 graders vinkel. Sørg for, at de trykkes godt ned i jorden, så de ikke vælter. Herefter kan konstruktionen beklædes med fx granris for at gøre den vind- og vandtæt.
Du kan se et eksempel på en A-form (også kendt som A-frame) bygget i naturmaterialer herunder.