Spejderdagen 2018: At bygge en bedre verden
Vi spejdere har et mål, som er virkelig stort. Vi vil nemlig bygge en bedre verden. Ikke bare et bedre Vejle, Værløse eller Vestfyn, men en bedre verden.
Målet er så stort, at man ikke kan andet end at blive fuld af inspiration, når man tænker på det. Men samtidig kan det også let tage pusten fra en.
For hvordan bygger man verden bedre på et spejdermøde en tirsdag aften? Og hvordan ved man, at man har bygget en bedre verden, når man sidder i bussen på vej hjem fra hytteturen? Svaret er faktisk meget enkelt. Og på en dag som i dag, er det også nemt at få øje på.
For som spejdere lover vi nemlig at gøre vores bedste for at passe på hinanden og den natur, som vi elsker at have store oplevelser i. Vi lover, ligesom i sagnet om Skt. Georg og dragen, at vi vil hjælpe andre. Også selvom det ikke forventes af os – og selvom vi ikke forventer at få noget igen.
Og den måde at være sammen på og tage hensyn til fællesskabet og naturen, tager vi også med videre.
Så når vi i skolen oplever en ven, der har det svært, står vi klar til at trøste. For det har vi prøvet før på natløb i patruljen.
Eller når vi på arbejdet ser, at der er en kollega, der har meget om ørerne, giver vi et nap med. For sådan plejer vi at gøre, når svævebanen skal bygges eller lejrturen planlægges.
Eller når vi er på tur i skoven eller på stranden med venner eller familie, så sørger vi for at efterlade stedet, som da vi kom – og vi samler måske endda andres efterladte skrald op. For det er vi vant til, når vi er på lejr eller tur.
Og alle disse ting gør vi nærmest helt automatisk. Ja, og ofte uden selv at lægge mærke til det. Og derfor kan vi måske nogle gange have svært ved at få øje på, hvordan vi bygger en bedre verden. Men alle disse ting, store som små, er med til at gøre verden et bedre sted.
Og ikke nok med det – faktisk får de også dig og dine kammerater til at have det lidt sjovere. Sidste år påviste forskere nemlig, at man bliver gladere af at hjælpe andre. Og ja, mon ikke også, Skt. Georg havde et lille smil på læben, da han havde reddet kongeriget fra den fæle drage?
Rigtig god spejderdag – og tak fordi du vil være med til at bygge en bedre verden.