Fokusmærke
Survivor
Målgruppe
Junior
Info om mærke
Med dette mærke får spejderne udvidet deres friluftsfærdigheder og bliver klar på at tage på tur med primitivt lejrliv. Mærket har fokus på udfordrende aktiviteter, hvor spejderne afprøver egne grænser og lærer teknikker til at klare sig på naturens præmisser.
Det er oplagt, at spejderne arbejder i patruljer, og evt. kan patruljerne dyste mod hinanden, når der skal løses opgaver.

Spejderne skal:

  • Prøve teknikker til overlevelse i naturen
  • Bygge en primitiv bivuak af naturmaterialer
  • Eksperimentere med at opsamle vand
  • Prøve at finde/fange mad i naturen og tilberede eller konservere det

OBS: opsamlet regnvand kan bruges til opvask og lignende, men anbefales ikke til at drikke

Spejderne kan også:

  • Lave en simpel brænder (fx dåsebrænder)
  • Lave en survival-kasse til personlig brug eller til patruljen
  • Lave en svedehytte
  • Lave egen fiskestang og fange fisk
  • Lære, hvordan man bibeholder god hygiejne i naturen (fx lave natursæbe)

Varighed:
Forløbet indebærer 3-6 møder alt efter hvor mange aktiviteter der inddrages. Det kan med fordel også kombineres med – eller tages på – en tur.


Mærket kan kombineres med: 'Økse', 'Førstehjælper'

Feedback/videreudvikling af mærket:
Har du en velegnet aktivitet eller en idé til, hvordan mærket kunne tilpasses/videreudvikles? Så skriv til program@dds.dk

Forslag til forløb: 

Møde 1: Overnatning for overlevelse

- Aktivitet: Hver patrulje: Byg primitiv enmands bivuak. 

- Aktivitet: Primitiv båltænding.

- Refleksion: Hvilken ildtændingsmåde fandt hver patrulje bedst?

Møde 2: Vand til overlevelse

- Aktivitet: Vandrensningsmetoder: Koge, vandfilter, vandrensningstabletter.

- Aktivitet: Rens vand ved fordampning over bål.

- Aktivitet: Konstruer en regnvands-opsamler.

- Refleksion: Hvorfor er vand vigtigt for os? Hvad sker der, hvis vi ikke får nok vand?

Møde 3: Energi til overlevelse

- Aktivitet: Byg rygeovn.

- Aktivitet: Forbered fisk evt. saltning.

- Aktivitet: Planlægge tur.

- Refleksion: Kan I tænke på andre måder man kan tænde ild.

Tur: Overlevelsestur

- Aktivitet: Byg en primitiv patruljebivuak.

- Aktivitet: Lav spritbrænder af dåser.

- Aktivitet: Bryg te og lav suppe af vilde planter. 

- Refleksion: I hvor høj grad føler I jer nu klar til primitiv overlevelse? 

Tips og ideer til mærket:

Idéer til fantasiramme:

  • Spejderne er blevet udvalgt til at deltage i et survival-program og skal nu dyste patruljevis om, hvem der klarer sig bedst.
  • Dystopisk fremtid: Civilisationen er ophørt, og internet, strøm og mobiler en saga blot – nu gælder det overlevelse i naturen
  • Zombie-apokalypse – verden er ramt af en zombie-epidemi, kun i skoven kan man være nogenlunde tryg

Primitiv båltænding og effektive bål:

Med mærket skal spejderne gerne blive mere fortrolige med at tænde bål uden en masse hjælpemidler. Der er masser af metoder til primitiv båltænding.

Spejderne kan fx prøve, at:

  • Tænde bål med ildstål (’metaltændstik’)
  • Tænde bål med flint og stål (sværere!)
  • Tænde bål med batteri og fx ståluld eller tyggegummipapir
  • Tænde bål med solen (forstørrelsesglas)
  • Finde egnet optændingsmateriale i naturen (birkebark, dunhammer, fyrsvamp, harpiks, fyrrenåle osv.)
  • Selv lave optændingsmateriale (stearinbomber, char cloth o. lign.)

På dds.dk kan du finde forskellige tips og videoer, se fx:

Derudover kan spejderne blive klogere på, hvad der gør et godt bål. Hvad er et godt bål, når vi hurtigt skal have varme? Hvordan får vi et bål til at brænde længe?

Kender spejderne båltrekanten (ilt, tilstrækkelig varme, brændbart materiale)?

Bygge bivuak:

Bivuakker kan konstrueres på et utal af måder – og måske har jeres spejdere allerede lavet et par stykker selv? I dette mærke er fokus på at bygge en primitiv bivuak, som i så høj grad som muligt laves i naturmaterialer – dvs. uden brug af en masse medbragt materiale som presenning, rafter osv., som man ikke kan forventes altid at have med ud i naturen, når man har brug for at bygge en nødbivuak.

På dds.dk kan du finde tips til at bygge bivuakker i to designs. Begge designs kan konstrueres alene af naturmaterialer:

Når vi bygger bivuakker og overnatter i naturen, er det naturligvis vigtigt, at vi passer godt på naturen, og sørger for, at vi ikke efterlader spor i naturen. Derudover er det vigtigt, at vi har tilladelse til at bygge bivuakker og overnatte i det gældende naturområde.